Danske virksomheder trodser modvind og øger eksport til USA
Danske virksomheder har øget eksport og solgt varer og tjenester til USA for 31,8 milliarder kroner.
Danske virksomheder har øget deres eksport til USA i september.Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I september solgte danske virksomheder varer og tjenester til USA for 31,8 milliarder kroner.
Det er en stigning på omkring ti procent sammenlignet med måneden før. Samtidig er det også en smule mere end i september 2024.
Kristian Skriver, som er seniorøkonom i Dansk Erhverv, hæfter sig ved, at fremgangen er sket på trods af svære forhold.
- Det er i særdeleshed flot, at eksporten til USA stiger flot på trods af solid modvind i øjeblikket, skriver han i en kommentar.
- Kombinationen af USA's told på 15 procent på varer, der eksporteres fra Danmark til USA, og en betydelig svækkelse af den amerikanske dollar er med til at forværre de danske virksomheders konkurrenceevne i USA, lyder det videre.
Størstedelen af vareeksporten til USA består af varer, som ikke krydser den danske grænse. Det vil sige, at det er varer, som danske virksomheder har produceret i USA eller et andet land og efterfølgende solgt i USA.
Eksporten af varer, som krydser den danske grænse, var i september på 4,6 milliarder kroner. Det er en stigning på knap 19 procent fra august, men mindre end i september 2024.
Kristian Skriver påpeger, at det særligt er eksportvirksomheder, som sender varer over den amerikanske grænse, der mærker negative effekter fra told.
USA er det land, som danske virksomheder eksporterer mest til.
Herefter kommer Tyskland, som danske virksomheder har solgt varer og tjenester for 21,3 milliarder kroner til i september.
Kristian Skriver er "forsigtig optimist" på vegne af den danske eksport fremover.
Men det er ikke forholdene på det amerikanske marked, som giver udsigt til vækst.
- Den store forhåbning er, at der kommer mere medvind fra de danske nærmarkeder som Sverige og Tyskland, hvor den økonomiske udvikling har været svag i løbet af de senere år, skriver Kristian Skriver.
Både eksporten til Sverige og Tyskland er steget fra august til september.
Samlet set har danske virksomheder eksporteret varer og tjenester for 181,7 milliarder kroner i september.
/ritzau/
