Dansk boligmarked kommer til at mærke ECB-rentestigning

21. JUL 2022 • 10:17ERHVERV/POLITIK

Økonomer forventer, at særligt boliglån med en kort løbetid vil få højere rente efter en ECB-renteforhøjelse.

Torsdag forventes Den Europæiske Centralbank (ECB) at hæve renten, og selv om Danmark ikke har euroen som valuta, vil det ifølge økonomer kunne mærkes, hvis man skal bruge et lån til sin bolig - enten fordi man vil købe eller skal omlægge sit lån.

- Når ECB hæver renten, vil den danske nationalbank kort efter følge trop, fordi vi har fastkurspolitik til euroen. Det betyder, at vores ledende rente fra Nationalbanken vil blive lidt højere, siger Dansk Erhvervs seniorøkonom Kristian Skriver.

- Det er især de boligejere, der har realforrentede lån med kort løbetid, der bliver ramt af højere renter.

- Men de boligejere, der skal ud at finansiere et køb af en ny bolig med lån med længere løbetid, vil også blive påvirket af højere renter fra ECB.

Ifølge Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, vil Nationalbanken formentlig følge ECB "ganske få timer efter".

- Man gør det for at holde kronekursen stabil. Følger man ikke med op, så bliver det relativt mere stabilt for investorer at putte pengene i eurozonen, forklarer han.

- Hvis vi ikke gør noget i Danmark, så vil der ske det, at vi får en relativt lavere rente i Danmark end i eurozonen. Det vil føre til, at der er flere, der vil flytte deres penge ud af Danmark og ind i eurozonen.

- Det vil føre til, at vi får en svækket dansk krone. Det kan vi ikke leve med, fordi vi har en fastkurspolitik over for euroen.

- Derfor er vi nødt til at reagere. Så når ECB sætter renten op, vil vi sætte vores rente op.

For at forstå forbindelsen mellem ECB's rente og de danske boliglån skal man se på de investorer, der leverer pengene.

De forsøger hele tiden at låne deres penge ud på den måde, der giver dem det største afkast.

Hvis renten på at låne sine penge ud bliver højere i eurozonen, bliver det mere attraktivt at flytte pengene derover i stedet for danske boliglån.

Det er groft sagt derfor, at renterne på de danske boliglån stiger: Så de fortsat er lige så attraktive for investorer som at have pengene stående andre steder.

Når man låner penge til en bolig, kan der være forskel på, hvor lang tid lånet skal løbe. Når økonomer taler om korte og lange renter, er det løbetiden på lånet, der henvises til.

Og det er især lån med en kortere løbetid, der vil opleve en reaktion på, at ECB hæver renten.

- De helt korte vil blive løftet med tæt på det samme som renteforhøjelsen, der kommer, vurderer Søren Kristensen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT