Danmark har et ansvar for at hjælpe og en interesse i at begrænse smitten, siger udenrigsminister Lars Løkke.
Den sjældne ebolavariant bundibugyo hærger i DR Congo og har spredt sig til nabolandet Uganda, hvorfor Danmark sender 33 millioner kroner som bidrag.Pengene støtter den internationale indsats mod ebolaudbruddet i de to afrikanske lande.
Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Danmarks økonomiske bidrag skal blandt andet gå til bedre sygdomsovervågning, smitteforebyggelse, behandling af patienter og beskyttelsesudstyr til personale.
Smittens epicenter ligger i den østlige provins Ituri i DR Congo. Smitten har efterfølgende spredt sig til provinserne Nord-Kivu og Syd-Kivu og omfatter i alt 29 såkaldte sundhedszoner.
- Det er et område, der allerede er fuldstændig i knæ. Det er en ret vanvittig humanitær situation, og der er et totalt fravær fra centralregeringen i området, siger Signe Winding Albjerg, Danmarks ambassadør til DR Congo og Uganda.
Det betyder ifølge ambassadøren, at en stor del af befolkningen i det østlige DR Congo ikke har nogen som helst tillid til myndighederne.
- Mange tror slet ikke på ebola, og nogle nægter at lade sig teste. Derfor er håndteringen ret kompleks. Udbruddet rammer nogle hårdtramte områder med meget store mangler, siger Signe Winding Albjerg.
Midlerne fra Danmark skal også gå til at styrke samarbejdet omkring landegrænserne mellem DR Congo og Uganda.
Netop Uganda besluttede i maj at lukke grænsen til DR Congo for at inddæmme ebolaudbruddet. Uganda er i en "ekstremt anderledes" situation, da landet har mere styr på smittesporing og kontrol af sygdommen, forklarer ambassadøren.
Lørdag meddelte DR Congos kommunikationsministerium, at antallet af bekræftede tilfælde af ebola er steget til 710.
Der var lørdag registreret 149 dødsfald som følge af sygdommen. Det svarer til en dødelighed på 21 procent, skrev ministeriet.
Danmark har et ansvar for at hjælpe de berørte lande og en "klar interesse i at begrænse smitten", siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
- Udbruddet rammer en i forvejen skrøbelig region i DR Congo og har allerede spredt sig til Uganda. Hvis smitten får yderligere fodfæste, vil det koste flere menneskeliv og risikere at skabe større regional ustabilitet, siger han i en pressemeddelelse.
Det er den sjældne ebolavariant med navnet bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.
/ritzau/