Danmark har ikke talt med Rusland om gasrørseksplosioner

28. SEP 2022 • 09:40ERHVERV/POLITIK

Situationen i Østersøen med gaslækager er alvorlig, siger udenrigsminister. EU-landene tager afstand.

Eksplosionerne og gaslækagerne i gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2 er sket ved bevidste handlinger.

Sådan lød det fra regeringen tirsdag, og onsdag morgen er ordlyden den samme fra EU-landene i en fælleserklæring omkring situationen i Østersøen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Den Europæiske Union.

EU-landene kræver blandt andet fuld opklaring af den formodede sabotage og en kraftig reaktion i forhold til den eller de skyldige.

Manges øjne er rettet mod Rusland som en potentiel skurk, men den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, vil ikke direkte sige, at Rusland er den hovedmistænkte.

- Jeg vil helst ikke spekulere. Det kan man sagtens gøre. Men jeg vil gerne have facts på bordet, så vi kan se, hvad der er op og ned, siger Kofod.

- Det, vi har fundet frem til indtil videre, er meget alvorligt og ikke noget, jeg har set før. Altså at der er eksplosioner, der har ført til disse gigantiske lækager. Det er et angreb på europæisk infrastruktur i international farvand meget tæt på Danmark og Sverige, siger Kofod.

Han har talt med en række udenlandske kolleger, blandt andre den amerikanske udenrigsminister, om situationen. Men Kofod agter ikke at tage kontakt til russerne.

- Det gør vi bestemt ikke. Rusland er en stat, der har startet en ulovlig angrebskrig i Ukraine og truer hele Europas sikkerhed. Vi har informeret Rusland i en note, om hvad vi har fundet. At der er tale om en bevidst handling.

- Men vi har ikke et ønske om at tale med Rusland. Vi vil til bunds i det her, og det gør vi sammen med vores allierede, siger Kofod.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) har haft travlt med en række samtaler. Det skriver hun på Facebook.

- Efter de voldsomme begivenheder i Østersøen har jeg talt med den tyske kansler, statsministrene fra Sverige, Norge og Polen, den polske præsident og kommissionsformanden for EU samt Natos generalsekretær.

- Alle samtaler har været præget af stor alvor. Vi fortsætter nu drøftelserne med vores tætte samarbejdspartnere og allierede, skriver hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU