Blå partier ser både gode takter og mangler i Løkkes pensionstanker
Det er godt, at Lars Løkke Rasmussen vil lave reformer, men han må gerne være mere tydelig, siger blå partier.
Gode takter, men meget svært at kommentere, når det er så ukonkret.Sådan er reaktionen fra flere blå partier i Folketinget, efter at Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), i Børsen har luftet tanker om en omfattende ændring af pensionssystemet.
Ud med efterløn, Arne-pension og seniorpension, lyder det fra Løkke. Og ind med en deltidspension, hvor man inden pensionsalderen får ret til at gå ned i arbejdstid og dermed løn, mens staten så yder en form for pensionsydelse som kompensation.
- Helt overordnet er det glædeligt, at Lars Løkke Rasmussen udviser en reformiver og en lyst til at sikre, at flere deltager aktivt på det danske arbejdsmarked. På den måde er det positivt, at Lars Løkke melder sig ind i den her debat.
- Men den model, han lægger frem, er unødvendigt kompliceret, siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).
Samme tanker kommer fra Liberal Alliance.
- Overordnet er det fornuftige tanker, at vi får saneret i de forskellige ordninger, siger politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen (LA).
- Lars Løkke er ikke særlig konkret med sit bud, så det kan jeg af gode grunde ikke forholde mig 100 procent til. Men overordnet er det gode takter, siger hun.
Både De Konservative og Liberal Alliance var i 2019 - mens de var en del af VLAK-regeringen - med til at indføre seniorpensionen, som man skal visiteres til af en læge, hvis man er nedslidt.
Arne-pensionen, som er kælenavnet for retten til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, kan man få, når man har været et vist antal år på arbejdsmarkedet.
Ydelsen ved Arne-pensionen er noget lavere, end den ydelse, man kan få, hvis man får tildelt seniorpension.
- Skal man forsimple det yderligere, vil vi gerne tage Arne-pensionen ud af billedet, som vi fra starten har syntes var en unødvendig ordning. Hvor man ikke konkret vurderer den enkelte, om der er en nedslidning, der berettiger til, at man trækker sig fra arbejdsmarkedet, siger Mette Abildgaard.
Liberal Alliance har lanceret et pensionsforslag kaldet FriPension. Her skal danskere skattefrit kunne indbetale 675 kroner hver måned, penge som de senere kan trække ud, hvis de får lyst til at gå på tidligere pension.
- Så statskassen ikke skal finansiere, at raske mennesker bliver trukket ud fra arbejdsmarkedet, men at folk selv har mulighed for det, siger Sólbjørg Jakobsen.
Mindre begejstrede toner lyder fra Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær.
- Lars Løkke Rasmussen vil rykke pensionssystemet op med rode, og det ser jeg ærligt talt ikke for mig. Danskerne har derimod brug for tryghed om deres pensioner, og lige nu aner vi ikke, hvad regeringen mener, siger han i en skriftlig kommentar.
- Det skaber en enorm utryghed, når både Moderaterne og Socialdemokratiet nu har kastet danskernes pensioner op i luften. Vi ser gerne på den stigende pensionsalder, men det kræver jo, at der indkaldes til egentlige forhandlinger.
Dennis Flydtkjær henviser til, at statsminister Mette Frederiksen (S) for et år siden også kastede fremtidens pensionsalder op i luften.
Det skete med en melding om, at Socialdemokratiet fra 2030 ikke længere vil stemme for den automatiske stigning i pensionsalderen, som følger af velfærdsaftalen fra 2006.
Siden er Mette Frederiksen ikke blevet mere konkret i forhold til, hvordan hun gerne ser pensionssystemet blive ændret.
/ritzau/