Aviser advarer mod partiejede mandater for at sikre færre løsgængere

8. APR 2026 • 11:16ERHVERV/POLITIK

Berlingske og Jyllands-Posten kalder det på lederplads dumt at lade partierne eje folkevalgtes mandater.

Halvanden uge efter valget havde tre nyvalgte folketingspolitikere meldt sig ud af deres partier for at blive løsgængere.

En simpel løsning ville være at lade partierne eje mandaterne, men det vil også være en forkert løsning ifølge to avisledere. For det vil styrke partierne, skabe mere topstyring og gøre det sværere for medlemmerne at få indflydelse.

- Det er en dårlig og dybest set udemokratisk idé at lade partierne få råderet over mandaterne, skriver Jyllands-Posten.

Debatten har været oppe før og er denne gang opstået efter en meningsmåling fra Voxmeter for Ritzau. 50,4 procent af de 1042 adspurgte mener, at mandatet bør tilhøre partiet og ikke den enkelte person.

33,4 procent svarede "nej", mens 16,2 procent svarede "ved ikke".

Berlingske mener, at forargelsen over løsgængernes adfærd er berettiget, og påpeger, at de fleste folketingsmedlemmer ikke har fået personlige nok stemmer til at vinde et mandat på egen hånd - de er blevet trukket ind af deres partier.

Hvis det skulle indføres, ville det kræve en ændring af Grundloven, hvilket ikke er lige for, da den kun er blevet ændret fire gange siden indførelsen 5. juni 1849.

Grundloven fastslår, at folketingsmedlemmerne "er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere".

Det er vigtigt, fremhæver begge aviser.

- At man som folkevalgt på den måde har kontrol over sit eget mandat, er en vigtig del af vores fine valgsystem. Det kan give et tættere forhold mellem vælgere og politikere.

- Men vigtigst er det, at de personlige mandater er en helt afgørende modvægt til partiernes stadig mere intense topstyring, skriver Berlingske.

Avisen forestiller sig, at partitoppen ikke ville behøve at lytte til de enkelte folketingsmedlemmer og deres erfaring og betragtninger fra deres valgkreds.

Avisen bemærker, at antallet af løsgængere er vokset bekymrende meget de seneste år, hvor der er blevet sat rekord.

Liberal Alliance overvejer en bedre gennemgang af kandidater, efter at Cecilie Liv Hansen forlod partiet. Hun er fortsat som løsgænger og sidder desuden i byrådet og regionsrådet.

Borgernes Parti har erkendt, at partiet ikke har været god nok til at forhåndsgodkende kandidater. Jacob Harris og Emilie Schytte har forladt partiet, som nu har to mandater.

Løsgængerne kan sidde i hele valgperioden, som er på fire år, hvilket flere har problematiseret.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT