Alarmselskaber opkrævede ulovlige gebyrer

13. JUN 2024 • 14:16ERHVERV/POLITIK

Både G4S og Verisure har uretmæssigt opkrævet 1200 kroner, når deres kunder opsagde deres abonnement.

Det var i strid med de gældende regler, da alarmselskaberne G4S og Verisure i en periode opkrævede 1200 kroner i gebyr, når en kunde valgte at opsige sit abonnement.

Hos G4S blev det kaldt et administrationsgebyr, og hos Verisure blev det omtalt som et nedtagningsgebyr, men uanset navnet ændrer det ikke ved, at det er i strid med forbrugeraftaleloven.

Derfor har Forbrugerombudsmanden rettet henvendelse til de to selskaber, der nu ikke længere opkræver gebyrerne.

De kunder, der har betalt de omtalte gebyrer, har krav på at få pengene krav tilbage.

De to selskaber har også hævet deres abonnementspriser uden at varsle det korrekt, og derfor mener Forbrugerombudsmanden også, at de pågældende kunder ikke skal betale mere, end der oprindeligt var aftalt.

- Reglerne er til for at beskytte forbrugerne, og de er ufravigelige. Derfor kan de to vagtselskaber ikke forlange ”opsigelsesgebyrer”, når en kunde ønsker at opsige sit abonnement.

- Og de kan heller ikke hæve prisen uden at få deres kunders aktive accept, når de ikke har nogen gyldig hjemmel til det, siger forbrugerombudsmand Torben Jensen.

G4S har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at man vil forsøge at betale gebyrerne tilbage til de respektive kunder.

Verisure mener derimod ifølge Forbrugerombudsmanden at have retten på sin side og kommer derfor ikke til at betale noget tilbage.

- Såfremt vi modtager yderligere kundehenvendelser omkring refundering af nedtagningsgebyret, vil vi forsætte med at vurdere dem individuelt i overensstemmelse med vores normale praksis, hedder det i en pressemeddelelse fra selskabet.

Hvis man mener at være blevet opkrævet for meget i gebyr eller abonnement, skal man i første omgang rette henvendelse til sit alarmselskab.

Hvis det ikke lykkes at finde en løsning den vej igennem, kan man klage til Forbrugerklagenævnet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT