AL Sydbank løfter som ventet sit milliardoverskud

ERHVERV/POLITIK26. AUG 2026 • 08:40

Fusionsbanken AL Sydbank har oppræciseret sine forventninger til overskuddet efter skat for hele året.

AL Sydbank har som ventet set sit overskud vokse markant som følge af fusionen mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank.

I første halvdel af 2026 lød det på knap 1,8 milliarder kroner, hvilket er 45 procent højere end i den tilsvarende periode sidste år.

Det viser halvårsregnskabet, der er blevet fremlagt onsdag morgen.

Sammenligningsperioden gjaldt kun for det daværende Sydbank.

Fusionsbankens samlede indtægter endte for første halvår på lidt mere end 5,9 milliarder kroner - en stigning på 78 procent.

Mark Luscombe, der er bankens administrerende direktør, siger i regnskabet, at han har set momentum fortsætte fra første kvartal og ind i andet kvartal.

- Forretningen viser fortsat fremgang, særligt drevet af en positiv udvikling blandt privatkunder på bolig- og investeringsområdet, siger han i regnskabet.

- Samtidig forløber arbejdet med at realisere omkostningssynergier efter planen. Vi har i første halvår 2026 opnået omkostningssynergier på 175 millioner kroner.

Synergier kan være forskellige driftsfordele, som en sammenlægning af flere selskaber - og i dette tilfælde banker - kan føre med sig.

En del af arbejdet efter fusionen har været at sammenlægge fysiske filialer i byer med mere end én.

Inden bankerne blev til én havde de sammenlagt 140 af slagsen i hele landet. Ved udgangen af andet kvartal var der 88 filialer tilbage i Danmark samt tre i Tyskland.

- Sammensmeltningen af tre banker er en stor og kompleks opgave, som vi er kommet godt i gang med, siger Mark Luscombe videre.

- Vi har fastholdt fokus på kunderne, samtidig med at vi arbejder med at skabe en fælles kultur og et stærkere fundament for fremtidens AL Sydbank.

Fusionsbanken regner nu med et overskud efter skat, der for hele året lander i den øvre del af de udmeldte forventninger på 3,5-4 milliarder kroner.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT