Fem jyske borgmestre kritiserer regeringens stop for ukrainske flygtninge
Jyske borgmestre er utilfredse med regeringens delvise stop for ukrainske flygtninge, da de kan tage flere.
Fem jyske borgmestre modsiger nu regeringens fortælling om, hvorfor en del af de ukrainske flygtninge skal afvises ophold.Borgmestrene i jyske kommuner har brug for nyankomne, og de tager meget gerne flere ukrainske flygtninge.
Det fortæller de til Jyllands-Posten.
- Kom bare med nogle flere. Vi har huse og plads til dem. Ukrainerne har på trods af sprogvanskeligheder været gode til at træde ind i alle slags virksomheder, siger Lemvigs borgmester Jens Lønberg (K) til avisen.
Regeringen er på vej mod at få vedtaget en justering af særloven for ukrainske flygtninge, således at flygtninge fra den centrale og vestlige del af Ukraine, der er længst fra fronten, ikke nødvendigvis kan få ophold i Danmark.
Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) forklarer beslutningen med, at flere kommuner er for pressede til at kunne håndtere det.
Eksempelvis på den københavnske vestegn er kommuner for hårdt pressede.
- Vi er voldsomt pressede. Vores grænse er nået, har Ishøjs borgmester, Merete Amdisen (S), sagt til DR.
Men den fortælling genkender man ikke i de fem jyske kommuner, Jyllands-Posten har talt med.
Her siger borgmestrene fra Hjørring, Lemvig, Vesthimmerland, Skive og Brønderslev, at man meget gerne vil have flere ukrainske flygtninge.
Kommunerne har hårdt brug for mere arbejdskraft og liv til landdistrikterne, og deres erfaringer med de ankomne ukrainere har været gode.
De er derfor utilfredse med, at regeringen over en bred kam vil reducere tilstrømningen af ukrainere i stedet for at fordele dem mere over landet.
Minister Morten Bødskov svarer med en opfordring til, at de jyske kommuner selv rækker ud til vestegnen.
- Derfor vil jeg da opfordre borgmestrene til at tage kontakt til eksempelvis Københavns Kommune eller kommunerne på den københavnske vestegn, så de kan blive aflastet, siger han i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.
RITZAU
