Soldater fra Almegårds Kaserne deltager i øvelse sammen med Sydskånske Regiment. Det styrker forsvaret af Bornholm, fortæller regimentschefen.
Bornholms Regiment ønsker at styrke samarbejdet med kolleger i Sydskånske Regiment.
Derfor øver soldater fra de to regimenter sammen, og for første gang er værnepligtige fra Almegårds Kaserne med.
Det er ikke første gang, at de to regimenter er på øvelse sammen, og som chef for Bornholms Regiment håber oberst Claus Klaris, at de kan udvikle et tættere samarbejde de kommende år.
– Sådan en øvelse med vores nærmeste nabo styrker vores kampkraft i regimentet og dermed forsvaret af Bornholm og Østersøregionen, siger han i en pressemeddelelse.
Derfor håber Bornholms Regiment, at øvelsen bliver en årligt tilbagevendende aktivitet.
Højteknologisk modstander
Under øvelsen kommer soldaterne fra Bornholm til at arbejde med nyt materiel.
– Vi kommer til at kæmpe med og imod droner, kampvogne, infanterikampkøretøjer og andre moderne våbensystemer, som er udfordrende, siger Claus Klaris.
Scenariet er, at regimenterne møder en højteknologisk modstander.
– Vi skal blandt andet øve et nyt integreret laserduel-træningssystem, hvor man under en øvelse kan se, hvor man rammer. Den type træningssystemer giver et mere realistisk øvelsesscenarie, og det er selvfølgelig guld værd, siger Claus Klaris.
Det er ikke kun første gang, de værnepligtige er med på en øvelse sammen med Sydskånske Regiment. Det er også første gang, de er med på stor øvelse.
Det skånske regiment bruger værnepligtige i mange funktioner, og det er noget, som Bornholms Regiment ser frem til at lære af.
– Det er første gang, vi har værnepligtige med på en øvelse i den størrelse. Det er den nye, længere værnepligt på 11 måneder, der giver os mulighed for det. Det er vi glade for, fordi de bliver dygtigere soldater af at have været med på sådan en øvelse, siger regimentschefen.