Gift på Folkemødet: ’Det glemmer vi aldrig’

Gift på Folkemødet: ’Det glemmer vi aldrig’
Laura (30 år) og Christoffer (32 år) Tjæreborg Paulsen bor til daglig i København og blev fredag viet ved en humanistisk vielse på Folkemødet. De brød begge med Folkekirken og den kristne tro i en ung alder og er i dag aktive i Humanistisk samfund. Foto: Roberto Ignatius Borgen
NYHED | ABONNENT | 14. JUN 2024 • 19:00
NYHED | ABONNENT
14. JUN 2024 • 19:00

Laura og Christoffer Tjæreborg Paulsen blev fredag gift ved en bryllupsceremoni på Folkemødet. Et mildt sagt anderledes bryllup, som parret da også, så vidt de ved, er de første til at holde.

Når Laura og Christoffer Tjæreborg Paulsen i år tager hjem fra dette års Folkemødet er det ikke kun med gode debatter og oplevelser i bagagen. Men også med en helt ny titel som mand og kone. Parret blev nemlig viet ved en humanistisk vielse på Folkemødet fredag.

Det skete ved vandkanten i Danchells anlæg, hvor en håndfuld venner og familie var bænket på klipperne. Med var også en stor portion Folkemødegæster, der havde taget sig et hvil på klipperne omkring. Og som dermed blev uvidende bryllupsgæster i den anderledes vielsen, fortæller gommen smilende.

– Faktisk var langt størstedelen bare gæster, der ikke anede, hvad der foregik. Men som alligevel sang med, da så ceremonien gik i gang. Og det også præcis, sådan vi havde tænkt det, en broget flok af gæster, som var åbent for alle – meget humanistisk, siger Christoffer Tjæreborg Paulsen efter vielsen.

Mere højtideligt

Parret bor til daglig i København og er aktive i foreningen Humanistisk samfund. En ikke religiøs forening, der arbejder for, at alle livssyn er ligestillede.

Det var dermed også i den anledning, man havde valgt den bornholmske demokratifestival som ramme for brylluppet.

– Det er en perfekt måde at vise folk, hvad en humanistisk vielse egentlig er for noget. At det ikke er et eller andet hokus pokus, men en vielse som så mange andre, siger Laura Tjæreborg Paulsen og fortsætter:

– Vi er jo ikke religiøse, så man kunne selvfølgelig også bare have holdt en borgerlig vielse, men det er bare 10 min. på rådhuset og så er det overstået. Her var det mere personligt og højtideligt, siger bruden.

Blev rørt

Ceremonien foregik med, at bruden kom gående ned langs stien til vandet, der bød på sang, blomsterkast og fællessang. Derefter fulgte en tale fra foreningens celebrant, et humanistisk svar på en præst, og til sidst den lovformelige udveksling af ringe.

Og undervejs blev der da knebet en tåre, afslører bruden.

– Jeg blev faktisk meget rørt, også selv om, at der var så mange, som vi ikke kendte.

– Det var bare utrolig fint med det fællesskab og alle, der sang med og tog del i oplevelsen med os, siger Laura Tjæreborg Paulsen.



Vielsen blev forestået af celebrant og tidligere forperson i Humanistisk Samfund Lone Ree Milkær. Foto: Roberto Ignatius Borgen

Glemmer det aldrig

Også Christoffer Tjæreborg Paulsen glæder sig over, at parret valgte lige præcis Folkemødet til deres vielse. Han er selv opvokset i et religiøst hjem, som han brød med i sine unge år.

Siden har han indrettet et andet liv væk fra religionen men med et humanistisk livssyn, der søger at favne alle som lige.

– Jeg er opvokset meget dogmatisk, og det her er jo den diametrale modsætning, hvor man holder et bryllup så åbent og mangfoldigt, der rummer alle.

Han beskriver det derfor også som befriende at få muligheden for at holde et bryllup som utraditionelt som dette.

– Det betyder enormt meget at have muligheden for at gøre det på lige præcis vores egen måde. Og det har været en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig tror, vi kommer til at glemme, siger Christoffer Tjæreborg Paulsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT