En tradition cementeret med flødebollekast

En tradition cementeret med flødebollekast
Forældrene Jeanette Due Andersen, Kristina Nielsen og Anne Marie Olsen har bidraget til årets arrangement. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 19. NOV 2023 • 15:30
NYHED | ABONNENT
19. NOV 2023 • 15:30

Lørdag blev årets julestue afviklet på Peterskolen, så næste år sker det i Aakirkeby.

Der var ganske proppet af mennesker, specielt i de første to timer, da Peterskolen i Rønne lørdag holdt julestue i hallen.

Det står til troende, for det er en treenighed bestående af Jeanette Due Andersen, Kristina Nielsen og Anne Marie Olsen, der fortæller det, da Tidende kigger forbi kort inden lukketid, hvor der stadig er efterdønninger af den voldsomme trængsel og alarm, her har hersket.

De kan ydermere – om ikke i munden på hinanden, så dog i skøn samdrægtighed – oplyse, at det er tredje gang, arrangementet finder sted.

Hermed kan vi da næsten slå fast, at det nu er etableret som en tradition ud fra devisen, at tredje er ikke blot lykkens, men også traditionens gang.

Og eftersom Jeanette Due Andersen siger "vi håber, det bliver en tradition", så lad os tilføje et tillykke.

Til gengæld bliver dørene til julestuen kun slået op hvert andet år, fortæller de tre, som alle er forældre til børn på skolen, og julestuen er netop dét, et forældrearrangement. Et udvalg står for at stable det på benene, hvilket kræver ikke så lidt, men der er cirka 50 forældre til nogle af de knap 200 børn, som går på skolen, der har bidraget.

De mange stande i hallen består i en skønsom blanding af boder, som forældrene selv har stået for, og syv stykker, som fok udefra har købt sig ind på, fordi de har relevante juleting at sælge, om det så har været julepynt, dekorationer, naturalieting eller andet.

Det muntre køkken

I den til lejligheden indrettede café har forældrene selv produceret og solgt flæskestegsburgere, chili con carne, toast og æbleskiver.

Det lyder alt sammen så godt, at man kan ærgre sig over, at der nu er to år til næste julestue, men der er heldigvis trøst at hente, for det viser sig, at der veksles med søsterskolen i Aakirkeby, Davidskolen, som ligeledes laver julestue hvert andet år, bare forskudt fra Peterskolen.

– Det er et stort arrangement, og det er faktisk for krævende at skulle stå for det hvert år, fortæller de tre da også.

Hvad laver børnene til julestuen, andet end ballade?

– Vi har nogle klippekort til forskellige aktiviteter såsom tombola, fiskedam, bueskydning, det muntre køkken og flødebollekast, forklarer forældrene.

– Så de har hygget sig. Nogle af de større børn har også stået i boderne og hjulpet til på den måde.


Der var blandt andet masser af varm strik til den kolde vintertid i boderne på Peterskolen. Foto: Torben Østergaard Møller