Byggecenter støtter indsamling til syge børn

Byggecenter støtter indsamling til syge børn
Årets Sportscar Bornholm foregår den 2. september i Bornholms Lufthavn, hvor man kan købe en tur i en luksusbil. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | 28. MAJ 2023 • 14:28
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
28. MAJ 2023 • 14:28

Sportscar Bornholm samler penge ind til den lokale børneafdeling og et børnehospice.


Når Sportscar Bornholm kommer til øen igen i september for at samle penge ind til alvorligt syge børn, sker det med Bygma Rønne som hovedsponsor. Ideen med arrangementet er at samle penge ind til børneafdelingen på det lokale hospital og til Lukashuset, der er et børne- og ungehospice i Hellerup. Det er et formål, byggecentret på Zahrtmannsvej kan se sig selv i.

– De værdier, Sportscar Bornholm kommer med i forhold til at yde støtte til alvorligt syge børn, harmonerer godt med de værdier, vi har i Bygma-koncernen, der blandt andet råder over en fond, som støtter humanitære hjælpeorganisationer i ind- og udland, siger direktør Martin Klausen hos Bygma Rønne i en pressemeddelelse.

Årets udgave af Sportscar Bornholm finder sted 2. september. Ejerne af de dyre biler står selv for alle udgifter, og samtidig donerer de dagens indtægter til velgørenhed. Sponsorer som Bygma Rønne er både med til blåstemple arrangementet og løfte det til et nyt niveau, mener eventansvarlig Jan Mathisen.

– Det giver os således mulighed for at kunne donere et væsentligt større beløb til alvorligt syge børn på Bornholm samt Lukashuset, siger han i pressemeddelelsen.