Derfor inviteres alle byens børn til at hjælpe med at pynte byen med hjerter i alle former og farver. Det er Nexø Borgerforening, der inviterer børnene til at være en del af fejringen.
"Vi har skaffet juletræer, som bliver sat op i den nye bypark, hvor alle byens institutioner og dagplejere er inviteret til, sammen med børnene, at pynte hver deres træ, med små træhjerter, som de har fået udleveret og dekoreret på forhånd," skriver Rebecca Marx Bendixen, som er borgerforeningens ansvarlige for børnenes jul.
Hun skriver desuden, at der har været stor tilslutning, og at hun regner med at se mellem 120 og 140 børn til pyntningen, som foregår torsdag formiddag. Hun forudsiger, at det bliver en skøn julefest med byens børn.
"Vi håber på at skabe en tradition, hvor vi alle mødes hvert år til jul og hygger os sammen. Hjerterne som børnene har dekoreret pilles ned efter jul og gemmes til næste år."