Bornholms mindste vandfald er måske det mest spændende

Oplev de seks bornholmske vandfald, der efter januars heftige regnbyger risler i al deres pragt.

NATUR

Bornholm har flere forskellige vandfald, mens de ikke findes andre steder i landet. Ofte beskrives det 20 meter høje vandfald i Døndalen som Bornholms højeste, selv om der i Almindingen er et endnu højere vandfald på 22 meter. Hvis man fortæller den historie til svenske og norske turister, ville de skrige af grin. De har langt højere vandfald i deres respektive hjemlande. Verdens højeste vandfald findes i Sydamerika, Afrika og Nordamerika. Når man ser øens små vandfald, får man ikke nogen associationer til hverken Niagara eller Viktoria Falls, men alle de bornholmske fald er omgivet af en smuk natur, man ikke ser andre steder i Danmark.

Med januars heftige regnbyger er der mængder af vand i åerne samt flotte vandfald. En køretur for at opleve øens vandfald kan derfor anbefales.

Vandfaldet over Jægergrotterne ved Ekkodalen er Bornholms største med sin højde på 22 meter. Men kun i vinterhalvåret.

1. Bornholms højeste vandfald.

Vandfaldet findes i Almindingen. Med en højde på 22 meter falder vandet lodret ned over klipperne ved Jægergrotterne i Ekkodalens sydlige del. Det er aldrig nævnt i øens turistblade og skyldes to årsager. Der er kun et vandfald om vinteren, og sprækkedalens sydlige ende har været et privatejet område.

For to år siden blev det opkøbt af staten. Man kaldte projektet for Ekkodalens Moser. Vandstanden i den nærliggende Vallensgård Mose blev hævet for skabe flere enge og bedre forhold til fugle- og plantelivet. Da den sydlige ende af sprækkedalen ville blive mere sumpet, opførte man en hævet og flot slyngende gangbro, der ender ved vandfaldet og Jægergrotterne.

Selv om grotterne er opstået ved en forkastning af grundfjeldet for mange millioner år siden. Ligner de rigtige grotter, måske med mennesker for 10.000 år siden. På den modsatte side af dalen findes to små højdedrag; Bøgeholm og Egeholm. Det var øer i et meget stort vådområde i jægerstenalderen, og arkæologer har fundet kastespyd af elsdyrknogler, fiskekroge af fiskeben og mange pilespidser af tilhugget kugleflint.

Døndalens vandfald er på 20 meter. Om vinteren ligner det brusende vand næsten en gudindes hvide hår. 

2. Vandfaldet i Døndalen.

Med sine 20 meter er vandfaldet i Døndalen øens næsthøjeste. Det kendes af alle mennesker, og jeg fortalte om stedet i artiklen forrige lørdag, men havde glemt noget vigtigt. Øverst oppe på klipperne, hvor vandfaldet begynder, ligger en stor vandreblok. Den ligesom deler vandet, og når vandmængden er størst, kan det brusende vand ligne en gudindes hvide hår, der sprøjter ned over klipperne.

Pissebækken nord for Vang har en højde på 16 meter. I marts er skrænterne et lille eventyr af blå anemoner.

3. Vandfaldet Pissebækken nord for Vang.

Bag det vulgære navn Pissebækken findes en af øen største naturscenerier – et 16 meter højt vandfald med lodret fald over klipperne. Navnet er meget gammelt. Det skyldes, at når vandfaldet udtørrer det meste af sommeren, kan den lille tissestråle ikke få pulsen i vejret. Det er imponerende om vinteren eller det tidlige forår. Marts må højsæson, for da ses der mængder af blomstrende blå anemoner på skrænterne ved vandfaldet.

Vandfaldets navn skyldes øboernes trang til humor uden at virke vulgære. Kendte bornholmske navne af den karakter er ”Hundelortegård”, ”Pissekulen”, ”Skiderøvsten” eller stednavnene ”Røven” og ”Knalde Balle”. Det sidste har intet at gøre med at knalde balderne samme, men betyder et høj skrænt med en stejl bakke. Stedet findes syd for Arnager på Sydvestbornholm.

4. Bobbeåen ved Salene.

Om vinteren oplever man et stort vandfald over skrænterne. Senere på foråret forsvinder ”bobbe”, og trolden bliver forvandlet til en rislende bæk.

5. Vandfaldet Stavehøl.

Ved Kobbeåen øst for Gudhjem er der et vandfald kaldet Stavehøl. Med et lodret fald på fire meter er det ikke imponerende, men det virker bare større, for vandet falder ned over en otte meter høj klippe. I modsætning til andre vandfald udtørrer det aldrig helt. Bag vandfaldet findes en høj skrænt med en viadukt til åen. Her kørte toget til og fra Gudhjem, opført 1916 – nedlagt i 1952. I dag en anvendt cykelvej til Almindingen. Fra parkeringspladsen ved åens udløb i havet er der tre kilometer til vandfaldet, og undervejs skal der passeres mange broer. Hvis man kun vil opleve vandfaldet, er der en genvej.

Ved Østerlars Kirke fører sidevejen Kobbevej til kysten og efter en kilometer, er der en lille parkeringsplads. Et skilt viser vej til Stavehøl.

Navnet kræver en forklaring. En ”høl” er navnet på en hulning under vandfaldet, der skabes af det fossende vand. Det er værre med stednavnet "stave"?

Der er mange fantasifulde teorier om navnet, men det henfører måske til stænger og stave, man brugte som pejlemærker for at bygge Østerlars Kirke i forhold til årets kirkelige højtider.

Hele egnen af Gudhjem har således stenavne som Stangegård, Stokkelund, Sigtevej og Stavelund. Fra en åbning i Østerlars Kirke er der udsigt til solopgangen over Stavehøl og Christiansø på årets længste dag – andre åbninger viser til solnedgangen.

Vandfaldet Risebækken er omgivet af en okkerfarvet skifer. Med en højde på 2,5 meter er det øens mindste vandfald – måske er stedet øens flotteste naturperle.

6. Vandfaldet Risebækken.

Den lidt oversete naturperle findes på Sydvestbornholm. På Søndre Landevej er der en parkeringsplads ved 14 kilometer-stenen – stedet kaldes Skelbro. Fra det gamle kalkbrud fører en lille sti langs åen ud til kysten med det kun 2,5 meter høje vandfald. Selv om det således er øens mindste, er det måske det mest spændende.

Vandfaldet kaldte man engang ”Det røde vandfald”.

Den røde farve skyldes okkeren i skiferen. For mange år siden ville man udvide Søndre Landevej, og gravemaskinerne kom for langt ned til undergrundens skifer. Med sit store indhold af mineralet pyrit blev skiferen okkerrød af ilten og gav åen og dens omgivelser en rød farve, der varede i årevis. I dag er vandet blevet helt klart.

Til gengæld er 400 millioner år gammelt skifer stadig okkerfarvet og har mange fossiler. Der er mest vand i vinter halvåret, hele marts er skovbunden et eventyr med blå anemoner.

Efter løvspring i maj er kun små dryp i vandet. Nattergalen synger, og skrænterne ved vandfaldet er beklædt med de flotteste orkideer. På det tidspunkt minder stedet om et vandfald i en tropisk regnskov.