Mod Dybedal.
Herfra forsætter den gule rute til næste oplevelse. Den smalle sprækkedal Dybedal. Stien følger den smalle sprækkedal, der skærer sig gennem området. Bredden er kun to-tre meter, og der er nogle steder otte meter til bunden. Store puder af mos øger stemningen i sprækkedalen, og læg mærke til klippernes mange skurestriber fra istiden.
Troldstuerne
Ruten passerer senere en samling nedstyrtede klipper med noget, der ligner grotter. Det kaldes for "Troldstuerne". Man sagde engang, der boede trolde, men det er nok kun en skrøne.
Man fortsætter derfor ruten og kommer gennem en mørk og dyster sprækkedal. Ravnedalen kaldes den. Den smalle sprækkedal har 20 meter høje og lodrette klipper på begge sider, er bevokset med mos og vedbend, og nede i bunden er der bregner og blåbær. For enden af sprækkedalen ses en bautasten, der kaldes Nasken, opkaldt efter Naskegård, der ejer dette område af Paradisbakkerne.