To familievirksomheder slår sig sammen

To familievirksomheder slår sig sammen
1. september bliver Knud Jensen og Søn Aps og Søn en del af Axel Sørensen A/S. Eget foto.
NYHED | 9. AUG 2023 • 12:47
NYHED
9. AUG 2023 • 12:47

Det ligner en stærk alliance, når to af Bornholms familievirksomheder slår sig sammen om at levere service indenfor el og installation.

Fra den 1. september 2023 bliver Aakirkeby-virksomheden Knud Jensen & Søn Aps en del af Axel Sørensen A/S, som holder til i Rønne. Begge virksomheder arbejder med el- og installation, og de har begge mange år på bagen i det bornholmske erhvervsliv.

– Overtagelsen vil styrke virksomhederne og danne grundlag for flere fagområder samtidigt med, at mange års erfaringer bliver forenet i en stærk alliance. Vores mangeårige og stærke værdier passer sammen som fod i hose, skriver virksomhederne i en fælles pressemeddelelse.

De skriver, at de forventer en værdiskabende sammenlægning, der vil sikre, at begge virksomheder bliver stærkere til glæde for kunder over hele øen. Det betyder nemlig, at den lokale forankring bevares, og at de samme 10 medarbejdere, som nu er ansat fortsat vil være en del af virksomhedens fremtid.

– Hver enkelt kunde, professionalisme og høj faglighed er vigtig for os i Knud Jensen & Søn, og vi har de seneste år, ikke kunne følge med den store efterspørgsel her på Bornholm. Derfor har vi nu valgt at komme under vingerne på en yderst kompetent og velfungerende virksomhed med en stor knowhow og gode menneskelige værdier, udtaler Lars Funch Jensen fra Knud Jensen & Søn Aps i pressemeddelelsen.

Begge firmanavne videreføres, mens ejerskabet af anpartsselskabet overdrages til indehaverne Brian Tarp, Morten Tarp og Thomas Frigaard per 1. september.

Svarer stadig på telefonen

Lars og Karina Funch Jensen, samt Knud Jensen & Søns øvrige medarbejdere forsæter i virksomheden efter overtagelsen og sikrer, at den velkendte service videreføres.

Lars Funch Jensen vil fortsat være tilknyttet adressen i Aakirkeby, og virksomhedens oprindelige telefonnummer, som har eksisteret siden 1946, vil fortsat blive besvaret af Karina Funch Jensen og hendes nye kollegaer i Rønne.

– Vores vision er at styrke Axel Sørensens kompetencer indenfor vores eksisterende forretningsområder, så vi fortsat kan tilbyde vores kunder den højeste kvalitet indenfor indenfor elektrikeropgaver, VVS, ventilation samt vedvarende energi til både private og erhverv. Overtagelsen af Knud Jensen og Søn stiller os stærkere og kan styrke vores position som en af Bornholms førende installationsvirksomheder til gavn for både kunder og medarbejdere, siger Brian Tarp, direktør og indehaver ved Axel Sørensen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT