"Vi tager dette initiativ, fordi vi ønsker at indlede en ærlig dialog og samarbejde med en række vigtige interessenter for at besvare de udfordringer, som taxidriften står over for," siger daglig leder af Dantaxi Bornholm, Benny Jensen i pressemeddelelsen.
Onsdag kom det frem, at transportminister Thomas Danielsen (V) vil fjerne taxaloven på 'langt de fleste øer, så de lokale får mulighed for at løse de kørselsbehov, der er, og så får de mulighed for at tage betaling for det'. Det fremgik dog samtidig, at Bornholm ikke er omfattet af transportministerens initiativ.
I august kunne Tidende desuden fortælle om store udfordringer med at få en taxa på Bornholm - både fra restauratørers og privatpersoners synspunkt.
Dantaxi skriver i pressemeddelelsen, at branchen er 'indstillet på at tænke ud af boksen og udforske nye løsninger for at sikre, at øens borgere og besøgende fortsat har adgang til taxi og fortsat er sikret en høj grad af forbrugerbeskyttelse.'