Naturen er i højsædet på The Falcon Hotel. Rovfuglemanden og ejer af hotellet, Martin Ramstrup, spiller en stor rolle i, at hotellet tager udgangspunkt i naturen omkring Sandvig og outdoor-oplevelser. Mette Tiensuu er derimod ekspert på hoteller, har sin egen hotel-blog og tidligere konsulent for virksomheder. Men aldrig har hun haft sit eget hotel. Tilsammen lavede de to fortællingen om naturen, oplevelserne og det eventyrlystne hos The Falcon Hotel. Ting som skal være gældende hele året rundt.
– Vi skal være et helårshotel, der har fokus på naturen. Her skal man sidde med en bog, drikke kakao eller en øl og nyde naturen, Hammerknuden og Østersøen. Vi står mere for naturoplevelsen, nærheden og samtalen. Det kan man lige så godt i november, som man kan det i juli, siger Mette Tiensuu.
Selvsagt er der ikke lige så mange turister om vinteren som om sommeren på Bornholm. Det i sig selv er en udfordring for det nye helårshotel. Men de har en vision.
– Vi skal have bornholmerne på hotel. De er ikke vant til at tage på hotel på egen ø. Det er bornholmere faktisk ikke så gode til. Men det skal være sådan, at vi også får dem forbi om vinteren. Enten bare til en øl eller til nogle overnatninger. Derudover forventer vi også, at vi kan få virksomheder på besøg til at udvikle deres firma hos os. Vi har faciliteterne til det meste, siger Mette Tiensuu.