Restaurant Gruppen arbejder intensivt på at udarbejde et koncept for stedet, som ligger på Svaneke Torv. Tanken er at bygge videre på de elementer, folk kender fra Vinøst, og grundstenene vil fortsat være tapas, social dining og vin.
– Vi ser store muligheder for stedet og er overbeviste om, at vi kan skabe noget helt særligt her. Derfor glæder vi os rigtig meget til at komme i gang, fortæller Morten Borup Carstensen.
Restaurant Gruppen driver i forvejen Svaneke Bryghus Restaurant, Pakhuset og B's Fiskeværksted. For mindre end en uge siden omtalte Tidende Restaurant Gruppens årsregnskab. I den forbindelse blev Morten Borup Carstensen spurgt, om man havde planer om at udvide med flere restauranter.