Specialist: Virksomheders pensioner suger penge ud af Bornholm

Når virksomheder påtager sig at lave forsikrings- og pensionsordninger for deres ansatte, er der mange penge at spare – og de penge vil i sidste ende komme hele det bornholmske samfund til gavn, påpeger pensionsspecialist.

Albert Einstein kaldte renters rente for verdens ottende vidunder og erklærede, at "den der forstår det, tjener det. Den der ikke forstår det, betaler det".

Spørgsmålet om, hvorvidt Lars Søgaard Hansen fra Nexø ligesom Einstein skal regnes til blandt verdenshistoriens skarpeste hjerner, kan vi rask væk henvise til en lidt uigennemskuelig relativitet, men personforsikringer har han i hvert fald ganske godt styr på qua sin profession. Han er nemlig pensionsspecialist og partner i Söderberg & Partners, så det er noget, han på dagligt basis beskæftiger sig med.

Det er også ham, der nævner Einsteins respekt for renters rente, hvilket han gør i forbindelse med en opbyggelig opsang til primært mindre bornholmske arbejdsgivere.

De håndterer simpelthen forsikrings- og pensionsspørgsmålet i forhold til deres ansatte på en måde, så der suges kapital ud af det bornholmske samfund.

– Det er uartigt mange penge, der forsvinder på den måde, og de kunne jo ellers være blevet brugt på Bornholm og have bidraget til omsætningen til alles glæde, siger han.

Eftersom han også arbejder i København, har han et sammenligningsgrundlag i forhold til, hvor stort fokus der er på pensioner dels der og dels her på Bornholm. Og det ser altså ikke godt ud på Bornholm, hvor der nogle steder hersker, hvad han kalder en misforstået liberalisme. Den betyder, at pensionerne i stor stil overlades til de ansatte selv, hvilket hurtigt gør det til en uforholdsmæssigt dyr omgang.

At der ikke er ligeså godt styr på pensioner på Bornholm som i eksempelvis København, påpeger han til dels har noget med virksomhedernes størrelse at gøre.

For desto større virksomhed, desto større HR-kompetencer vil der typisk være repræsenteret i personaleafdelingen i en virksomhed.

– Har en virksomhed for eksempel flere end 200 medarbejdere, har den jo også typisk HR-specialister ansat, som har fuldstændig styr på, hvordan man skal drive og drifte en pensionsaftale til de rigtige priser og så videre, konstaterer han.

– I mindre virksomheder, som vi typisk ser på Bornholm, er der ikke de samme kompetencer, og så ender opgaven typisk hos måske en bogholder eller indehaveren selv. Det kan være indehaveren er håndværker, og så er der ikke nødvendigvis kompetencer og fokus til at løse pensionsdelen på en god måde. Dermed ender de nogle gange med at se det som en udgift, i stedet for et aktiv.

Dyrt og dårligt

Reelt medfører det mindre fokus på pensionsaftaler, påpeger Lars Søgaard Hansen, og måske bliver det helt overladt til medarbejderne selv.

– Det er den dyre og dårlige løsning, siger han.

– En firmaløsning med en samlet aftale for de ansatte vil som udgangspunkt være den gode løsning, men jeg oplever markant flere firmaer på Bornholm, som slet ikke har nogen pensionsaftaler for deres ansatte, som derfor må rode med det selv. Og det vil typisk betyde dobbelt eller triple op på administrationsomkostninger og forsikringspriser. Al konkurrence ligger nemlig på firmapensionsområdet, og det sænker jo helt naturligt administrationsomkostningerne der. Mængder betyder altid noget på den måde, at desto mere, man køber, desto billigere får man det, så det er ikke en fornuftig løsning at gå alene ned i sin bank eller til et forsikringsselskab for at få en pension. Der er en betragtelig prisforskel på en firmaaftale og en aftale, hvor medarbejderen får lov til selv at slås med det.

Lars Søgaard Hansen forklarer, at hvor en individuelt tegnet personforsikringspakke/pension for eksempel kan ligge på en pris omkring 15.-20.000 kroner årligt, så vil en tilsvarende solidarisk tegnet ligge på måske 6.-7.000 kroner om året.

– Den forskel vil jo eksistere hver år, hvor man betaler måske helt op til 10.000 kroner for meget, og det løber henad vejen op til at blive rigtig mange penge i løbet af et arbejdsliv. Jeg ser det som en misforstået liberalisme, når man synes, at det må den enkelte selv finde ud af, siger pensionsspecialisten.

– Virkeligheden er, at man henviser medarbejderne til et marked, som der er nærmest nul konkurrence på, og det kunne arbejdsgiveren ret nemt undgå. Der udbrød i 2012 en priskrig på firmapensionsmarkedet, som sådan set stadig buldrer, og den har nu engang sikret billigere pensioner og forsikringer. De gode priser starter for tre ansatte, de rigtig gode fra fem ansatte og op, og det er i dag meget nemt for en arbejdsgiver at lave de gode pensions- og forsikringsaftaler for deres ansatte. Men det er der som sagt rigtig mange på Bornholm, der ikke gør, siger han.

– Jeg støder ofte på virksomheder, der ikke har sådanne aftaler. Faktisk også blandt de i bornholmsk målestok større virksomheder.

Indsigt

Lars Søgaard Hansen påpeger, at både manglende og for dyre pensioner og forsikringer rammer dels den enkelte, dels hele Bornholm.

Når en forsikring bliver meget dyr, vil nogle vælge den fra.

– Derfor vil enkelte risikere i en sygdomsperiode at stå og mangle penge, men dertil trækker det jo omsætning ud af hele samfundet, og det samme gør for dyre pensioner og forsikringer, hvor alt for mange af de indbetalte midler går til administrationsomkostninger. De penge – og det kan i løbet af årene blive til flere hundrede tusinder for den enkelte – forsvinder jo i pensionsselskaberne og bidrager ikke til at skabe omsætning på Bornholm, siger han og slår fast:

– Der ville simpelthen være mange flere penge i det bornholmske samfund, hvis man gjorde tingene rigtigt, og det er uartige mængder penge, vi taler om. Simpelthen fordi man gør tingene forkert. Når en person bliver ansat i en virksomhed, jeg er rådgiver for, får jeg jo indsigt i, hvad de har betalt hidtil, og der kan jeg konstatere, at også mange firmaaftaler trænger til at blive gået efter i sømmene. I sådan et firma, hvor man konservativt har tænkt, at alt var i skønneste orden, kan jeg opleve firmaaftaler, hvor man i en uopdateret pensionspakke betaler måske 20.000 kroner årligt for en medarbejder, men hvor det kun burde have kostet måske 6.000 kroner i det rigtige selskab.

– Det er kun skatter, døden og lommeuld, der kommer af sig selv, de rigtige priser, vilkår og forhold skal man spørge efter. Eller få en specialist til at hjælpe sig.

Siger altså pensionsspecialisten.

Han påpeger i øvrigt, at 19 procent af alle danskere oplever langtidssygdom i løbet af deres arbejdsliv, og at på Bornholm er der godt otte procent førtidspensionister.

– Så der er en konsekvens også på Bornholm ved, at de ikke har de nævnte forsikringer mod tabt arbejdsfortjeneste, konstaterer han.

Hvem tør?

Lars Søgaard Hansen har indvilliget i at lave en benchmark analyse af en firmapensionsordning, så Tidendes læsere kan få indblik i forskellene i vilkår og priser. Er der er virksomhed, der tør at tage udfordringen op – så skriv til to@tidende.dk. 

Hiv fat i arbejdsgiveren

Lars Søgaard Hansen påpeger, at der rundt om i det bornholmske samfund er mange både virksomheder og private, som har for dyre pensions- og forsikringsordninger.

Men spørgsmålet er så, hvad firmaerne og de ansatte skal gøre?

– Når jeg siger det her, så er det primært en opsang til virksomhedsejerne, siger han.

– For det er dem, det hele starter med. Men de ansatte skal jo så presse deres arbejdsgiver til at sikre nogle ordentlige vilkår. Dem, der er allerringest stillet, er de ansatte, hvor arbejdsgiverne hverken vil facilitere eller betale for en forsikrings- og pensionsordning. De næststørste tabere er dem, som bliver placeret i forkerte ordninger og pensionsselskaber – altså, er du for eksempel funktionær skal du ikke presses ned i de timelønnedes pensionsordninger. Og så er der alle dem, der simpelthen helt generelt betaler for meget for deres ordninger.

Så læser man som ansat denne artikel, kan man overveje at gå til sin arbejdsgiver og spørge, om ikke det lige var en god idé at få kigget på det her område?

– Ja, lige præcis. Og en virksomhedsejer, der læser det, kan jo også se det som en anledning til at få firmapensionsordningerne gennemgået. Arbejdsgiverne skal tage deres ansvar alvorligt og ikke i misforstået liberalisme lade det være op til den enkelte, siger Lars Søgaard Hansen.

Områdedirektør: Det er mere nuanceret end som så

Henrik Kofod fra Nordeas filial i Rønne mener ikke, det generelle billede viser, at arbejdsgivere lader de ansatte selv slås med pensionsordningerne.

– Han kan da ha' en pointe i nogle tilfælde, siger Henrik Kofod, som er områdedirektør i Nordeas filial i Rønne, om Lars Søgaard Hansens indspark i forhold til, hvordan forsikrings- og pensionsspørgsmål håndteres i bornholmske virksomheder.

Områdedirektøren tilføjer dels, at der jo også er tale om et partsindlæg fra pensionsspecialisten side, eftersom det er hans arbejde at sælge forsikringer, dels – i al fairness – at hvad han selv siger i denne artikel vel også kan betegnes som et partsindlæg med den faglige baggrund, han nu engang selv har.

Henrik Kofod siger videre:

– Jeg har ikke selv noget billede af, hvor mange procent af den bornholmske arbejdsstyrke, der er dækket af arbejdsmarkedspensioner eller kollektive ordninger, og om det er flere eller færre end i det øvrige land. Men der kan være nogle geografiske eller socioøkonomiske forskelle, og det handler jo om, hvordan branchefordelingen er på Bornholm i forhold til landsgennemsnittet, eller København – er det funktionæransatte eller timelønsansatte, hvordan er demografien, altså aldersfordelingen, og så videre. Der er mange faktorer, der har indflydelse på, hvordan man oplever, at et marked ser ud et lokalt sted som Bornholm.

– Her har vi vel i omegnen af 17.000 arbejdspladser, hvoraf godt halvdelen er offentlige i stat, kommune og region, og der vil jeg mene, at alle har arbejdsmarkedspensioner. På det private arbejdsmarked har overenskomstansatte timelønnede også arbejdsmarkedspensioner siden arbejdsmarkedsreformerne i 90'erne, hvilket betyder, at er du for eksempel smed på en lokal maskinfabrik med overenskomst, så har du en arbejdsmarkedspension, hvor virksomheden typisk betaler otte procent af lønnen og medarbejderen fire procent til pensionen. Men dertil findes der selvfølgelig en underskov af mindre virksomheder båden inde for produktion og service, som ikke har separate overenskomster for funktionærerne, og som måske siger, at det der med pensioner er en privat sag og op til medarbejderne selv.

– Og man oplever da også industrivirksomheder rundt om på Bornholm, hvor antallet af funktionærer er relativt få, og hvor man ind imellem ser, at der ikke er virksomhedspensioner, siger Henrik Kofod.

Eget liv og helbred

Og der er Lars Søgaard Hansens pointe, at så skal folk selv ud at skaffe sig en ordning, hvilket kan gøre det en del dyrere, end når det er en kollektivt forhandlet?

– Ja, og det kan sagtens være rigtigt. For tegner du forsikring og pension på individuelle vilkår, er det dit eget liv og helbred, der lægges til grund for forsikringsdækningen og præmien på den, så indbetalingerne kan godt blive noget højere. Mens man ved kollektive ordninger ikke afgiver individuelle helbredsoplysninger, men får en pris, som er gennemsnittet for den gruppe, der er tale om. På den måde bliver det billigere, og også det honorar, pensionsselskabet tager for at administrere ordningen. bliver noget lavere for den enkelte end på en individuel ordning.

Henrik Kofod pointerer dog, at han, som gennem årene har talt med mange virksomheder og erhvervsdrivende, bestemt ikke mener, at det altid er arbejdsgiveren, der er problemet.

– Det er ikke min oplevelse, siger han.

– Du kan sikkert finde nogle, som siger, at det gider de ikke rode med, det må de ansatte selv finde ud af, men jeg har hørt mange eksempler på, at det er de ansatte, der slår bak. Foreslår en arbejdsgiver i overenskomstforhandlingerne, at de ansatte får en sundhedsforsikring, hvor firmaet betaler to tredjedele og medarbejderen en tredjedel, og hvor de eksempelvis hurtigere kan blive opereret, hvis uheldet er ude, så kan det sagtens være, at de ansatte, siger nej tak, vi vil bare ha' lønnen. Det har jeg hørt mange gange. Så billedet er mere nuanceret end som så, og jeg tror ikke, det er et specielt bornholmsk fænomen – og mener altså heller ikke, at der generelt er en uvilje fra arbejdsgivernes side.

– Og som jeg sagde indledningsvist, så har Lars Søgaard Hansen da et stykke ad vejen en pointe, men det handler mere om hjørner af arbejdsmarkedet, end det er det generelle billede. Det er i hvert fald min klare opfattelse, pointerer områdedirektøren.