Han forklarede, at da regionskommunen i efteråret 2021 traf politisk beslutning om at lukke skibsliften for at spare 180.000 om året på driftsbudgettet, var Tejn Havn rent faktisk den erhvervshavn på Bornholm, som havde det største udbud af maritime servicevirksomheder til små og mellemstore erhvervsskibe på Bornholm.
Nu blev de små og mellemstore erhvervsfartøjer mere eller mindre tvunget til at benytte skibsliften i Nexø, som var eneste tilbageværende mulighed for at komme på land til for eksempel det lovpligtige årlige bundsyn for passagerskibe.
"Passagerfartøjerne på østsiden af Bornholm vil (mærkeligt nok) gerne starte turistsæsonen omkring påske, hvor turisterne begynder at ankomme til Bornholm. Men grundet kommunens suboptimering er dette ikke længere muligt, da der mangler værftskapacitet i klargøringsperioden", skrev han også.
I januar i år kunne Tidende så fortælle om, hvordan rederen oplyste, at regionskommunen nægtede at indgå en skriftlig anløbsaftale med ham angående M/S Thor, og det var tvisten med kommunen, der var baggrunden for, at han allerede i november 2024 havde sat båden til salg.
Der var også problemer med skiltningen på Gudhjem Havn, hvor han ikke længere måtte benytte nogle bannere, som i mange år havde orienteret gæsterne om M/S Thor, oplyste han til Tidende.