M/S Thor risikerer at forsvinde: Sådan ser kommunen på sagen

M/S Thor risikerer at forsvinde: Sådan ser kommunen på sagen
I mange år har bannere på Gudhjem Havn informeret forbipasserede om M/S Thors kystsejlads. Det kræver nu en tilladelse fra kommunen, og det er en af grundene til, at sejladsen stopper, har reder Søren Danig fortalt. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
ERHVERV | 13. JAN • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | 13. JAN • 05:30

Dagen før Søren Danig sendte et åbent brev til kommunalbestyrelsen med beskeden om, at han stopper sejladsen med M/S Thor, fik han en mail fra kommunaldirektøren.

I mere end 100 år har træskibet M/S Thor sejlet med turister på Bornholm, og i de seneste mange år har det med udgangspunkt i Gudhjem Havn givet folk mulighed for at opleve Helligdomsklipperne fra søsiden.

Men skal man tro reder Søren Danig, er det slut, og skibet kan ende med at blive hugget op. Det var budskabet, da han onsdag sendte et åbent brev til kommunalbestyrelsen. Hovedårsagerne er ifølge ham nye, restriktive regler for skiltning og manglen på en skriftlig anløbstilladelse.

– Hovedproblemet er udelukkende, at kommunen uden varsel har sagt, at de bannere, der har hængt der i 15 år, ikke må hænge der mere, så folk kan ikke se, at skibet sejler derfra, og hvornår det sejler, sagde Søren Danig i den forbindelse til Tidende.

Det åbne brev var kulminationen på længere tid kommunikation mellem Søren Danig og forskellige dele af regionskommunen. Den 17. december gjorde han både kommunaldirektør Sine Sunesen og politikerne i kommunalbestyrelsen opmærksomme på, at det ville være slut med M/S Thor, hvis ikke der skete noget inden nytår. Den henvendelse fik han svar på den 7. januar. Et svar, Tidende har fået indsigt i.

Lovliggørelse af virksomhed

I svaret skriver Sine Sunesen med henvisning til en tidligere korrespondance, at Søren Danig er blevet opfordret til at lovliggøre sin virksomheds skiltning på kommunens ejendom ved at fremsendelse en ansøgning til Byg.

"Du har samtidig allerede fået havneadministrationens tilladelse til at skilte med A-skilte, som opsættes og nedtages samme dag. På den måde er kommunens administration af din virksomhed ligestillet med andre virksomheder på kommunale havne, herunder havnen i Gudhjem", skriver kommunaldirektøren.

Den 8. januar skriver Søren Danig i det åbne brev, at han i mere end 15 år har haft en mundtlig aftale med Gudhjem Havn om, at han må have to bannere hængende ved skibets anløbsplads, men nu er meldingen fra kommunen, at bannerne ikke må hænge der længere. Det kræver, som Sine Sunesen skriver, en tilladelse fra Byg.

"Så langt er administrationen fra virkeligheden", skriver Søren Danig og tilføjer:

"Politikerne og administrationen har ikke engang kunnet love hurtig sagsbehandling i Byg på en skilteansøgning".

Ser gerne M/S Thor fortsætte

Sine Sunesen skriver også, at regionskommunen gerne ser, at Søren Danigs virksomhed, altså M/S Thor, fortsat har udgangspunkt i kommunens havne.

"Du er blevet stillet en kontrakt på Spilhuset i udsigt. Den har vi til hensigt at indgå, såfremt din virksomhed fortsat opererer i Gudhjem Havn. Ligeledes er du blevet tilbudt til et møde med havneadministrationen. Det møde vil forhåbentlig kunne sikre det fremtidige samarbejde baseret på faste rammer og nedskrevne aftaler", skriver hun.

Som nævnt sendte Søren Danig sit åbne brev til kommunalbestyrelsen dagen efter, han havde modtaget kommunaldirektørens mail.

Tidende har tidligere uden held forsøgt at få en kommentar kommunens administration til sagen.


Flere ser gerne M/S Thor sejle videre

Partier reagerer på det åbne brev, Søren Danig onsdag sendte til kommunalbestyrelsen om M/S Thors fremtid.

Da Søren Danig onsdag sendte et åbent brev til medlemmerne af kommunalbestyrelsen for at fortælle, at han opgiver at sejle videre med M/S Thor, sendte han samtidig en bredside mod både politikerne og det kommunale embedsværk.

Tidende har derfor spurgt partierne, hvad de siger til sagen.

På Enhedslistens vegne svarer Helle Munk Ravnborg, som er forperson for natur-, miljø- og planudvalget, som havnedrift hører under:

– I Enhedslisten synes vi, at M/S Thor yder – og har ydet – et rigtig attraktivt tilbud til de mange besøgende i området omkring Gudhjem, og vi anser det for at være et tilbud, som det vil være godt for Bornholm og Gudhjem fortsat at have og til stadighed kunne videreudvikle. Det, håber vi derfor meget på, kommer til at ske, indleder hun sit svar.

Samtidig er det vigtigt for Enhedslisten, at der gælder ens regler for alle, og derfor sætter partiet pris på det arbejde, kommunens havnegruppe er i gang med for at sikre dette, svarer hun.

I forhold til Søren Danigs konkrete kritik af kommunens ageren, så vedrører den forhold, som løses administrativt og normalt ikke kommer til politisk behandling, fortæller Helle Munk Ravnborg.

Når det gælder en skriftlig anløbstilladelse, så forstår hun det sådan, at hvis Søren Danig ønsker en, så udformer havnegruppen gerne en. I den forbindelse har havnegruppen bedt om de fornødne oplysninger fra Søren Danig for at kunne udforme tilladelsen, fortæller hun.

I forhold til skiltning med bannere, er det som udgangspunkt ikke tilladt i henhold til kommunens retningslinjer for skiltning i byrum, tilføjer Helle Munk Ravnborg, som håber, at Søren Danig vil tage imod regionskommunens tilbud om et møde, så diverse forhold kan blive afklaret, og et eventuelt ejerskifte kan ske med størst mulig klarhed over forholdene. 

Et ønskescenarie

Kristendemokraten Bjarne Hartung Kirkegaard undrer sig lidt over Søren Danigs åbne brev, og han synes ikke, proportionerne hænger sammen, hvis sagen reelt handler om et par bannere og praktiske aftaler.

Samtidig fornemmer han, at der kan være flere dagsordener, da Søren Danig aktuelt forsøger at sælge M/S Thor, og så får regionskommunen hele skylden for, at det måske ikke lykkes.

– Rent politisk er den ikke enkel. Eller jo måske. For lige så vel som regler for Danmark også gælder for Bornholm, så gælder regler for Bornholm også i Gudhjem, lyder det fra Bjarne Hartung Kirkegaard.

Hvis det ikke var tilfældet, så ville andre skulle have samme rettigheder, som Søren Danig ønsker for M/S Thor, tilføjer han.

– Den er også lidt svær. For hvornår og hvordan skal generelle regler implementeres for alle? Og hvem i erhvervslivet skal have specielle regler? svarer Bjarne Hartung Kirkegaard.

Hvis Søren Danig fastholder, at han ikke vil sejle mere, så er Bjarne Hartung Kirkegaards ønskescenarie, at Christiansøfarten overtaget M/S Thor.

– Så ville bannere ikke være et must. Den ville i givet fald blive anderledes markedsført, siger Bjarne Hartung Kirkegaard og tilføjer at han ikke aner, om det er en mulighed.

En banal sag

Hos Socialdemokratiet fortæller gruppeformand Claus Larsen-Jensen at han har bedt Søren Danig, borgmester Jacob Trøst og kommunaldirektør Sine Sunesen om at sætte sig sammen for at finde en løsning.

Han betragter det som en banal sag, som efter hans mening burde kunne løses i mindelighed ved at tale sammen.

– Lad os nu få sagen ned på jorden, siger han.

Kirstine van Sabben (M) og løsgænger Jonna Nielsen holder begge ferie. Jonna Nielsen svarer dog, at som hun læser kommunaldirektør Sine Sunesens svar i sagen, så har kommunen reageret på dialog og beskrevet de tiltag, som er gældende.

– Det forholder jeg mig foreløbig til, lyder det fra Jonna Nielsen.

René Danielsson (DF) vil gerne vente med at udtale sig, indtil han har haft mulighed for at tale med Sine Sunesen.

Tidende har også skrevet til De Konservative samt løsgængerne Heidi Burgedahl og Søren Schow.

 

Det spurgte vi om

• Jeg vil høre, hvad du siger til den henvendelse, I har modtaget fra Søren Danig og til hans udlægning af regionskommunens rolle i sagen?

• Hvad siger du til, at Bornholm øjensynligt står til at miste en attraktion som M/S Thors kystsejlads mellem Gudhjem og Helligdomsklipperne?

• Hvad – om noget – mener du, at regionskommunen kan eller bør gøre for at hjælpe Søren Danig og M/S Thor?

De større grupper blev spurgt til deres partis holdning i stedet for deres personlige holdning.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT