– Vi prøver at tilpasse det, så dem med børn kan få fri, så de kan hente børnene, men så er det modsat også os ældre, der altid skal blive på pinden. Så det er en udfordring.
Drømmer om at fortsætte hos kunderne
I takt med at det er blevet sværere at rekruttere faglært personale, har hun derfor også måttet bruge mere og mere energi på arbejdet.
– Det kan jeg ikke blive ved med at holde til. Lige nu er det sådan, at jeg enten sidder på kontoret og tænker, at jeg skal stå ude i skranken, eller også står jeg i skranken og tænker, at jeg skal ind på kontoret og arbejde. Meget af min fritid går også med, at arbejdet kører rundt i hovedet på mig, og mit hoved trænger altså til at få fri.
Før Mette Elsborg blev apoteker og fik ansvaret for hele butikken, var hun farmaceut, og står det til hende selv, vil hun gerne vende tilbage til den tjans. For er der én ting, hun ikke har fået nok af, så er det at hjælpe de mange kunder, der kommer på apoteket.