Når kalenderen skifter til 2023, skifter ejerskabet til Promenadekiosken i Sandvig hænder. Ægteparret bag det bornholmske kaffebrand Baltic Roast har købt kiosken og har planer om at lave det om til en café og ishus med navnet Sandlinien. Det fortæller parret Mette Ambiørn og Claus Schiko, der siden foråret har solgt specialkaffe fra deres kaffevogn.
– Efter lanceringen af Baltic Roast og den succes, den nystartede iværksættervirksomhed oplevede i sommeren 2022, er købet af Promenadekiosken en naturlig forlængelse. Vi har stået på Sandvig Marked hver tirsdag i hele sæsonen og har fået rigtig god feedback på vores kaffe. De mange gode snakke har gjort, at vi føler, at vi kender de lokale godt, og nu glæder vi os til at fortsætte de gode stunder i eget hus, fortæller parret.