Efter et forløb på et halvt år er de personer fundet, som skal drive tre vigtige funktioner på Ertholmene.
Både Forsvarsministeriet, øboer og turister kan ånde lettet op.
Der er fundet nye forpagtere til Christiansø Gæstgiveri, Købmandshandel og Kiosk, og der er indgået en aftale, der sikrer driften de næste fem år.
Det fortæller administrator Søren Thiim Andersen.
De nye forpagtere er Birk Voss, Mona Marie-Louise Hald Bjerrehuus og Magnus Wetterslev. De overtager forpagtningen 1. januar og bydes velkommen til Christiansø, fortæller Søren Thiim Andersen.
Processen med at finde de nye forpagtere begyndte med et udbud i marts.
Den nye forpagtertrio afløser Charlotte og Stig Hallberg, som har haft forpagtningen på Christiansø gennem de seneste 19 sæsoner.
Søren Thiim Andersen betegner deres tid på øen som en succes og takker dem for indsatsen.
– De har gennem årene sat deres præg på både driften af forpagtningen og ikke mindst på hele øen. Parret har leveret en kæmpe indsats på Christiansø og fortjener stor ros for deres arbejde på øen. De ønskes held og lykke i forbindelse med fraflytningen af Christiansø og etablering på Bornholm, siger han i en pressemeddelelse.