De fleste glæder sig til, at der endelig kan ske noget på Nordmolen, men det er vigtigt at inddrage borgerne, inden man smækker de nye boliger og hotel op. Foto: Lærke Kobberup
Nordmolen kan sagtens bære et råt og moderne byggeri. Men projektudviklerne bør lytte til de lokale modforslag, så havnen ikke ender med et upersonligt standardbyggeri.
Der er noget forfriskende over den debat, der folder sig ud om Nordmolen i Nexø.
For hvor nyt byggeri på Bornholm ofte mødes med en forventning om bindingsværk og kystnostalgi, er udgangspunktet i Nexø et helt andet. For som Rebecca Marx Bendixen for nylig påpegede her i avisen, så er byen hverken Svaneke eller Gudhjem.
Nexø er en erhvervs- og havneby med sin egen rå identitet. Den har ikke brug for at ligne et glansbillede for at have værdi, og den kan sagtens bære et mere markant, industrielt og moderne udtryk på sin havnefront.
Netop derfor er reaktionerne på Gefion Groups seneste tegninger så interessante at følge.
Når en lokal tømrer sætter sig til computeren for at skabe sine egne modforslag ved hjælp af kunstig intelligens, handler det ikke om modstand mod fornyelse på havnen. Det handler om en berettiget bekymring for at få et upersonligt kassebyggeri placeret midt i byen – bygninger, der er for høje, for kompakte og uden skelen til omgivelserne.
Omvendt har de borgere, der efterlyser beton, robuste materialer og et industrielt snit, ligeledes fat i en vigtig pointe. Efter nedrivningen af de gamle siloer rammer østenvinden havnestrækningen med stor kraft. En mole i Nexø kræver løsninger, der både kan modstå vejrliget og skabe reelt læ i de vindkorridorer, som let opstår mellem nye bygninger.
Det er i præcis den balance, det gode projekt skal findes.
Det handler ikke om at spænde ben for investorerne, men om at sikre et byggeri, der er skræddersyet til stedet. Det moderne udtryk må gerne fylde på Nordmolen, men det skal ske med respekt for byens skala og de konkrete forhold på havnefronten – ikke som en arkitektonisk skabelon hentet direkte udefra.
Både Gefion Group og kommunens planlæggere bør inddrage de lokale observationer og modforslag direkte i det videre arbejde med lokalplanen. Nexø vil gerne have nyt liv på Nordmolen, men byggeriet skal passe til byen.