ERHVERV / 13. JAN • 05:30

Lukkede øen ned: 'Det var rent og skært hysteri'

Lukkede øen ned: 'Det var rent og skært hysteri'
Dyndevej ved Østermarie var som så mange andre veje fyldt med sne og is. Foto: Camilla Jørgensen


Sådan ramte politiets lukning. Kom med øen rundt og læs seks forskellige erhvervskilders syn på ordensmagtens håndtering af snevejret.

Masser af sne og modsatrettede informationer fra myndighederne om forholdene. Det har kostet omsætning. I Hovedvagtens Spisehuz i Rønne tror de bestemt, at der kom færre mennesker på grund af snevejret og meldingerne om at lade være med at køre ud.

– Ja, der var nogle, der aflyste på grund af vejret, men jeg tror, de kom ovrefra. Og så var der bare nogen, der ikke syntes, at det var rart at skulle ud, så de meldte fra. Så det var en meget stille weekend. Der plejer at være mere at lave. Fredag, lørdag og tirsdag er vores bedste dage, så det påvirker selvfølgelig os. Men det må man jo tage derfra, siger ejer Ketty Dalsgaard.

Hun vil dog ikke kritisere de forskellige meldinger, som der kom fra Vintertjenesten og politiet.

– Sådan er det jo med meldingerne, det kan du ikke lave om på, siger hun.

Forskellig definition på unødvendig

På torvet i Nexø kunne Café Holmer i høj grad mærke snevejret og meldingerne om at blive hjemme.

– Fredag var der betydeligt færre end normalt. Lørdag kunne vi også godt mærke det, men det var ikke på samme måde, fordi en del fra Nexø kom. Men vi oplevede også, at vi gik fra at have et par bookinger lørdag til, at vi pludselig ikke havde nogen bookinger, netop fordi folk havde fået meldingen om, at man frabad, at folk skulle ud, medmindre det var højst nødvendigt, siger Paulie Melnyk, der er medejer af Café Holmer. Hun mener samtidig, at det er lidt forskelligt, hvordan man har defineret betydningen af unødvendig udkørsel.

– Heldigvis var der stadig nogle, der trodsede det og kom ud, siger han med et smil og fortsætter:

– Vi kunne godt mærke det. Det vil jeg ikke lyve om, for det kunne vi. Det er fredag og lørdag, der plejer at være vores gode dag. Så det har jo en kæmpebetydning, at folk ikke kan køre ud. Selvfølgelig rammer det omsætningen lige de to dage. Men det har heller ikke været værre end det, siger Paulie Melnyk.

Hysteri

John Nyboe fra Det Gamle Posthus i Allinge synes, politiets udmeldinger var overdrevne.

– Det var rent og skært hysteri. Det har vi fået at vide, men det påvirker os ikke noget særligt. Vi havde fire, der meldte afbud i går til nytårskoncerten. Så det var ikke det store, siger han og fortsætter:

– Lørdag var der en enkelt, der meldte fra, så det har ikke påvirket os. Vi har en tjener, der bor i Rønne, og hun kørte fra Rønne til Hasle lørdag aften klokken 23.30. Der var en lille snedrive, og det var det. Jeg kan kun sige det, at vores tjenere har sagt med, at der ingen sne var på vejene. De havde ingen problemer overhovedet. Og det var endda ved midnatstid lørdag, så det var måske skruet lidt op med meldingerne, siger John Nyboe.

John Nyboe fra Det Gamle Posthus i Allinge synes, politiets udmeldinger var overdrevne. Arkivfoto: EDC Erhverv Bornholmerbo
John Nyboe fra Det Gamle Posthus i Allinge synes, politiets udmeldinger var overdrevne. Arkivfoto: EDC Erhverv Bornholmerbo

Bedre end forventet

I Rønne Bowlingcenter har forpagter Søren André Hansen gjort status over konsekvenserne ved weekendens uvejr.

– Der var nogen, der meldte afbud, men der var faktisk pænt mange hernede. I januar er det ikke normalt, at vi har så meget at lave lige i starten, men det har været okay i weekenden, synes jeg, siger han.

Søren André Hansen vil ikke pege fingre ad dem, der fortrød planerne om at skulle stikke fingrene i kuglen.

– Nogle unge mennesker meldte afbud efter at have været ude at spise, men de kom også fra et sted, hvor snevejret har været noget slemt. Så det er jo rimeligt nok. Man skal heller ikke bevæge sige ud, hvis det er slemt, der hvor man bor, så er det jo dumt også at gøre det. Men der har som sagt også været godt med mennesker her, siger han.

Aruna Vybernaitiene har været en tur i Klemensker, hvor solen kæmper forgæves mod sneen. Privatfoto
Aruna Vybernaitiene har været en tur i Klemensker, hvor solen kæmper forgæves mod sneen. Privatfoto

Taxameteret blev tændt

Ude på landevejene tog Dantaxi Bornholm sine forholdsregler.

– Fredag aften og nat kørte vi kun inde i Rønne. Der kørte vi slet ikke ud på øen. Lørdag var noget bedre. Der kunne vi godt køre, men stadigvæk var der færre mennesker i byen end en normal fredag-lørdag. Men januar er en stille måned, så det påvirkede ikke meget, siger Benny Jensen, der er daglig leder af Dantaxi på Bornholm.

Selskabet har lyttet til politiets meldinger, men derefter har det været op til den enkelte, hvordan advarslerne skulle tolkes.

– Det er selvfølgelig chaufføren, der afgør, hvor han mener, han kan køre. Det er dem, der kan se det. Men for min egne chaufførers vedkommende var meldingen helt klar: Lad være at tage nogle chancer. Hellere sige nej en gang for meget, end en gang for lidt til at køre, siger Benny Jensen.

Pensionister er sejlivede

Hos Juhls Minigolf fik snevejret en betydning. Men det kunne have været værre.

– Vi har haft gæster, der er udeblevet, fordi de er sneet inde, men jeg synes faktisk, vi har haft meget fin belægning. Vi har rigtig mange pensionister til vores faste minigolfhold, og der har vi haft mange, der har meldt afbud, fordi de ikke har kunnet komme ud ad deres indkørsel, fortæller Christina Juhl Sørensen, der er den ene del af ejerparret.

Hun har endnu ikke gjort fuldstændig status over de økonomiske konsekvenser af snevejret.

– Jeg har ikke præcise tal, men jeg kan se, at vi har haft 10 procents fravær på vores hold i sidste uge. Jeg ved, at de fleste pensionister på vores hold også er hårdhudede og kæmper sig igennem lidt snevejr, siger hun.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT