Lørdag kom der to budskaber fra myndighederne med kort mellemrum. De havde hver sin ordlyd.
Der gik 11 minutter mellem de to meldinger blev sendt ud. Emnet var det samme. Hvordan det er muligt at bevæge sig rundt på øen i bil. Lørdag klokken 13:01 sendte Vintertjenesten en mail til medierne med status på vejnettet, og den blev indledt med et meget konkret budskab: ”Alle A-veje er fortsat åbne og farbare.” Samtidig oplyste tjenesten, at der kunne køres på alle veje i byerne, men at de dog kunne være is- og sneglatte. B-vejene blev ligeledes meldt farbare nogle timer endnu, og der var ingen generel advarsel mod at køre ud på andet end C-vejene, der ikke ville være ryddede og derfor meget svært fremkommelige.
Klokken 13:12 udsendte Bornholms Politi en meddelelse om, at man efter et møde med den lokale beredskabsstab på Bornholm, hvor vejrsituationen var blevet drøftet, på den baggrund havde valgt at fraråde al unødvendig udkørsel, da der på Bornholm fortsat var svært fremkommelige steder.
Knap 70 assistancer
At der er forskel på de to meldinger, har vicepolitiinspektør ved Bornholms Politi, Hans-Henrik Dam, en forklaring på.
– Man skal hæfte sig ved, at vi siger unødvendig udkørsel. Den vurdering tager folk selv, det er jo ikke politiet, der tager den. Det er jo ikke os, der vurderer, om det er nødvendigt at køre ned i den lokale brugs efter fredsagsslik. Det må folk selv vurdere. Men de skal bare vide, at hvis de kører i grøften, og der er rigtig mange biler, der kører i grøften på grund af vejret, så vil myndighedernes responstid for at hjælpe dem være længere. Det vil sige, at man kan sidde i grøften i rigtig lang tid, og det er virkelig koldt, siger han og fortsætter:
– Som I selv skriver i jeres avis i forhold til Dansk Autohjælp, så havde de hen over weekenden knap 70 assistancer. Men var det kommet op på det dobbelte, var der blevet kæmpelang responstid. Om det er fordi, vi fraråder al unødvendig udkørsel, at det ikke sker – det håber jeg da, at det er, siger han.
Vinden kan vende
Når vintertjenesten lørdag klokken 13 skriver, at A-vejene er åbne og farbare, og der kan køres på alle veje i byerne, hvordan kan det så være, at I ikke differentierer jeres varsel og skriver, at man godt kan køre i byerne og på A-vejene indtil klokken 18, hvor Vintertjenesten stopper med at rydde dem?
– Det kan jeg godt fortælle dig. Vi kan ikke differentiere, hvor man kan køre og ikke køre, for det kræver, at vi kører alle vejene igennem, siger Hans-Henrik Dam og nævner et eksempel:
– Hvis vi går ud og siger, at man godt kan køre på Vellensbyvejen, så kræver det, at vi har kørt på Vellensbyvejen. Men når vi har kørt på Vellensbyvejen, kan vinden vende inden for en halv time, og så ligger der snedriver, hvor der ikke lå snedriver før. Derfor kan vi ikke differentiere, for det vil blive et logistisk helvede for os at administrere, og derfor laver vi en generel udmelding. Men det er også derfor, at vi fraråder al unødvendig udkørsel, for så kan folk selv vurdere, om de vil køre eller ej.
Ikke på samme tid
Hvad synes du, folk skal tro, når der kommer to så forskellige udmeldinger med 11 minutters mellemrum, hvor den ene myndighed skriver, at vejene er åbne der og der, og den anden myndighed fraråder al unødvendig udkørsel over hele øen?
– Nu kører Vintertjenesten ikke på alle veje samtidig. Så det kan godt ændre sig, der hvor Vintertjenesten har været. Med den kraftige blæst, der har været, skal den ikke vende meget, og så ligger snedyngerne end andet sted, end de gjorde for 10 minutter siden.
Men der står, at alle byerne er ryddede. Hvordan kan det så være, at I ikke skriver det, og kun advarer mod at køre inde på øen?
– Det kan vi ikke gå ud at sige, for det kræver, at vi kører alle byerne igennem en gang i timen, efter Vintertjenesten er stoppet med at rydde. Så derfor er vi nødt til at forholde os til de generelle udmeldinger. Vi kan ikke det andet, for det ændrer sig så hurtigt med den blæst, der var. Når først ambulancer siger, at vi ikke kan køre fra A til B, og vi bliver nødt til at have assistance fra et bæltekøretøj for at komme ud og yde personredning, så kan vi ikke have 100 biler liggende i grøften, som vi også skal koncentrere os om.
Lyt til politiet
Hvad tror du, det kan betyde for borgernes vilje til at følge jeres anvisninger en anden gang, når der er så forskellige udmeldinger i det, Vintertjenesten melder ud, og det I melder ud?
– Man skal lytte efter politiet, hvis politiet går ud på vegne af den samlede myndighedsindsats. Jeg ved godt, at hvis man står og kigger ud ad vinduet, og det kunne man gøre i Rønne, så kunne man sige, at det er godt nok utroligt, hvis det skal være så slemt derude. Men det var slemt. Det var svært for ambulancerne at komme ud, og det var også svært for brandvæsenet at komme ud, hvis de skulle slukke en brand. Så alt, hvad vi kan begrænse af opgaver, vi skal bruge ressourcer på derudover, det skal vi begrænse. Og det kan man med sådan en udmelding.
To døgn på forhånd
I melder ud fredag, at advarer mod al unødvendig udkørsel frem til søndag klokken 12. Hvordan kan det være, at I ikke tager det i etaper og gør løbende status, frem for på forhånd at advare mod unødvendig udkørsel næsten to døgn frem?
– Det er på baggrund af den vejrudsigt, vi får fra DMI, hvor vi kan se, at den vind, der er, bare bliver stærkere og stærkere, så der er ikke noget, der vil ændre sig i forhold til det.
Hvem træffer i sidste ende beslutning om at advare mod al unødvendig udkørsel?
– Det er en samlet beslutning af de myndigheder, der er til stede. Man snakker om tingene og hører, om der er nogen, der har problemer. Hvis ambulancerne har problemer, så bliver det udmeldingen, at vi fraråder al unødvendig udkørsel.
Hvem var det at alle de tilstedeværende myndigheder, der anbefalede, at man skulle opretholde den varsling?
– Det er en samlet beslutning.
Så der var ikke nogen, af de tilstedeværende, der meldte ud, at man ønskede det?
– Nej, der var fuldkommen enighed om, at det situationsbillede, vi havde på det tidspunkt, gjorde, at vi opretholder meldingen om at fraråde al unødvendig udkørsel over hele Bornholm, siger Hans-Henrik Dam.