– Sådan nogle større ting skaber usikkerhed hos dem, der er tilbage. De tænker måske, at de ikke har råd, fordi det bliver for dyrt, eller måske var det 10. klasse, deres pode skulle i, og hvis der ikke er en 10. klasse, så skal de finde på noget andet, siger Bjarne Holm.
Nu er det besluttet, at kommunerne ikke skal tilbyde 10. klasse efter 2030, men det skal efterskolerne stadig.
– Det giver fornyet håb og en masse tanker om ting, vi skal have styr på, siger han.
Mulighed for lokale elever
For knap tre år siden købte efterskolen Villa Nova for at få mere plads. Det var i en tid med elevfremgang, og Bjarne Holm tror på, at der igen bliver brug for den ekstra plads. Skolen har nemlig nogle ideer til, hvordan den kan tiltrække flere elever og dermed få bedre økonomi, fortæller han. Udover de eksisterende erhvervs-, gastro- og adventure-linjer er skolen i dialog med cykelholdet BHS – PL Beton Bornholm, og Bjarne Holm tror på, at det kan udvikle sig.