Leverede 6.500 æg om ugen – nu er alle høns aflivet
Aktuelt er produktionen af friske, økologiske æg sat på pause, fortæller ejeren. Arkivfoto: Allan Rieck
Cirka 1.000 høns er aflivet efter salmonellaudbrud. Nu går landmanden og tæller på knapper, for tør han med den aktuelle fugleinfluenza forsøge at opbygge en ny besætning?
Det er slut med friske, økologiske æg fra en bornholmsk besætning rundt omkring i flere butikker.
De cirka 1.000 høns på Frostegård nær Aakirkeby er blevet aflivet. Det oplyser ejeren, Jacob Dam Nielsen, til Tidende.
Han arbejder dels som landbrugskonsulent ved Bornholms Landbrug og Fødevarer på Kannikegård og har ydermere siden 2017 været ægproducent. Men aktuelt er det altså slut med disse friske æg fra Frostegård. Årsagen er et salmonella-udbrud blandt hønsene.
– Det har betydet, at vi valgte at pille alle hønsene ud, siger Jacob Dam Nielsen, som i denne tid også går og funderer over, om han skal forsøge opbygge en ny besætning.
En mistankeprøve
Rent faktisk var det ikke 100 procent sikkert, at aflivningen skulle blive udfaldet af situationen, men Jacob Dam Nielsen forklarer:
– For lige at tage den helt fra start, så kan man sige, at når man har sådan en hønsebesætning, og man sælger æg i butikker og til restauranter, så skal man tage det, der hedder salmonellaprøver. Dem tager man – alt efter, hvor stor besætningen er – hvert halvår eller hver 14. dag.
– Og der fik jeg så en prøve, der viste tegn på salmonella.
Det er dog ikke nok med én prøve for at fælde en besætning på salmonella.
– Derfor kalder man det også en mistankeprøve til at fælde en besætning på salmonella, siger den nu tidligere ægproducent og fortsætter:
– Men skridtet fra en mistankeprøve og til en analyse og alt muligt andet ekstra koster små 20.000 kroner, og så var det, jeg valgte at sige, at det kan vi ikke bruge penge på.
Ikke krav om tilbagetrækning
Han forklarer videre, at den type salmonella, man havde fundet, ikke var en, hvor der var et såkaldt tilbagetrækningskrav.
– Der er mange typer salmonella, og det lever vi mennesker jo også normalt med, siger han.
– Men der er nogle typer, hvor man siger, at man skal tilbagetrække produktet, som når du for eksempel ser juleanden, mortensaftens-anden og så videre, der bliver trukket tilbage rundt omkring. Så der kan være nogle forskellige typer, og vi havde en eksotisk slags, som måske er kommet ind med en mus, det er det bedste bud, men vi skulle ikke trække noget tilbage.
Altså de æg, I allerede havde leveret rundt omkring, behøvede I ikke trække tilbage?
– Nej, for det var ikke en af de varianter, som man siger er særdeles farlig for mennesker, siger han.
Men til gengæld stoppede I med at levere æg?
– Ja, så stopper man simpelthen med at levere. Og man er så under mistanke i 14 dage, men fordi vi ligger på Bornholm, skal vi nok regne med tre uger, fordi det tager lidt ekstra tid med alle de analyser, der skal til.
– Men i den periode må vi altså ikke sælge æg, og ja, så har jeg altså valgt at tage hønsene ud, for jeg gider ikke gå og passe nogle høns, der måske risikerer at have den type salmonella, der betyder, at jeg alligevel ender med at skulle slå dem ned og bortskaffe dem, siger Jacob Dam Nielsen.
Ny risiko
Du fik simpelthen alle dine høns aflivet?
– Ja, vi har fået aflivet hele besætningen, siger Jacob Dam Nielsen og oplyser videre, at han havde cirka 1.000 høns, da situationen opstod engang sidst i november.
– Og grossister og alle dem, vi har leveret æg til, de fik det jo at vide med det samme. Det skal de, siger han.
Hvor mange aftagere har I haft til jeres økologiske æg?
– Dybest er der kun fire grossister, der huserer på Bornholm, og jeg har samarbejdsaftaler med de tre.
Og hvor mange æg plejede du at levere om ugen?
– Vi leverede cirka 6.500 æg om ugen, så det er bare en lillebitte produktion set i forhold til, at jeg har en kammerat, der leverer 10.500 om dagen – og selv han er ikke særligt stor. Jeg ved ikke, hvad en gennemsnitsbesætning er i dag, men det er ikke ualmindeligt, at du har et sted mellem 40.000 og 50.000 høns på stald.
Hvad så nu, har du opbygget en ny besætning af høns?
– Nej, nu har jeg holdt juleferie for første gang siden 2017, da vi startede med hønsene. Det er dejligt.
Men skal du opbygge en ny besætning?
– Det er jo det, vi går lidt og prøver at finde ud af. Den værste humle i det her er sådan set, at faktisk samme dag, som vi tager vores høns ud, begynder det her normale setup med fugleinfluenza, der vælter ind over Danmark og Europa, inklusive Bornholm.
– Og det gør jo så, at man bliver en lille smule opmærksom på, om vi overhovedet må flytte høns rundt i Danmark. Det er nemlig ikke altid, vi må det. Og ja, skal man tage så høns ind kun for at risikere, at de får fugleinfluenza og skal aflives dagen efter?
– Alle den slags spørgsmål melder sig jo. Og primært fordi der ikke er nogen forsikring, der eventuelt dækker det, så man skal tage det af egen lomme, hvis der opstår problemer. Jeg tror ikke, man skal være professor for at se, at det er altså ikke landbruget, der spinder guld, ler den nu tidligere ægproducent.
Og måske kommende ...
Situationen med fugleinfluenza gør det ikke nemt at have med høns at gøre for tiden. Arkivfoto: Allan Rieck
Tæller på knapper
Hvad lever I ellers af på Frostegård?
– Jeg har jo mit arbejde som landbrugskonsulent på 30 timer om ugen, og så har jeg gerne 37-40 timer, når jeg kommer hjem.
Men nu ved du ikke. om du skal være aktiv som landmand længere?
– Jo, som landmand bliver jeg stadig aktiv, jeg driver også noget jord ved siden af for eksempel. Så det er da ikke sådan, at timerne ikke forsvinder.
Men lige nu går du og tæller på knapper i forhold til, om du igen skal producere æg?
– Lige nu skal vi i hvert fald lige holde øje med den her fugleinfluenza, for som nævnt er der ikke nogen forsikring, der dækker os, så vi behøver i hvert fald ikke starte op, mens den stadigvæk huserer derude. Det er jo ikke længere siden end i går, at der røg endnu en besætning på grund af fugleinfluenza.
Det, du siger, er, at I afventer og ser, hvor fugleinfluenzaen bevæger sig henad, inden du foretager dig noget?
– Lige præcis. Men jeg håber da, at vi kommer i gang igen om en måneds tid eller noget i den stil, siger Jacob Dam Nielsen.