Krølle Bølle er her, der og alle vegne, se blot til de bornholmske lyskryds, hvor man jo også finder ham, idet han sammen med søsteren, Krølle Borra, sørger for, at de gående trafikanter går, når de skal, og står, når de skal. Han iklædt grønt, hun i rødt.
Men nu finder man også den lille trold i et nyt domæne på nettet, idet Bornholms Ismejeri ApS i Svaneke har registreret krølle-bølleis.dk, og hvad mon det skal bruges til?
– Jamen, nu er der jo startet en lille Krølle-Bølle isbutik nede i Snogebæk, Krølle-Bølle Isbar, og det er selvfølgelig, hvis der er flere, der vil være inde under den bornholmerhat, siger Vibeke Bengtson, som sammen med gemalen, Jonas Bohn, ejer Bornholms Ismejeri.
Hun forklarer, at Ole Mahler, hvis far opfandt Krølle Bølle, naturligvis også er involveret i sagen.