Tidende har talt med leder af ejendomsservice i Bornholms Regionskommune, Kim Eilif Rasch Pedersen, som bekræfter forløbet. Han fortæller, at regionskommunen havde fået lavet nogle undersøgelser af tårnet af en ekstern rådgiver, inden renoveringen blev sendt i udbud, men da tårnet blev taget ned og grundigt afrenset, viste det sig altså, at det havde det noget værre end først antaget.
– Så er der sket det, at entreprenøren, som har givet prisen, har kommet med en fornyet pris, hvilket vi er gået i tænkeboks omkring. Og lige nu er det sådan, at vi flytter tårnet ind til vores materielplads i Aakirkeby, og så får det lov at ligge der, indtil vi finder ud af, hvad vi skal med det. Det er umiddelbart billigere at flytte det og have det liggende på egen grund end have det liggende oppe hos dem, fordi de vil gerne have husleje, så længe det ligger deroppe, forklarer Kim Eilif Rasch Pedersen og oplyser, at entreprenøren (Tejn Smedeforretning) har fået besked på, at projektet er sat på pause.
Planen er, at politikerne i kommunalbestyrelsen efter sommerferien skal tage stilling til, om der skal bevilges flere penge til renoveringen, eller om der skal findes en anden løsning - eksempelvis at købe et helt nyt tårn.
– Det er ikke afgjort endnu, og det vil vi lade vores politikere bestemme. Derfor laver vi en beslutningssag i løbet af sommeren, som kan blive behandlet efter sommerferien, fortæller Kim Eilif Rasch Pedersen.
Mens der kommer til at gå en del tid, før man igen kan se den formidable udsigt fra ståltårnet, vil man til gengæld snart kunne komme en tur op i Kongemindets to granittårne. Ejendomsservice har hyret Tejn Smedeforretning til at montere et gelænder, og når arbejdet er udført i næste uge vil der blive åbnet for adgangen til tårnene.
– Men det hjælper ikke så meget, for du kan ikke se ud over træerne. Men så kan man da i hvert fald komme op i granittårnene, siger Kim Eilif Rasch Pedersen.