Uanset hvad der er årsagen til, at kommunen ikke har kunnet give M/S Thor de nødvendige tilladelser – det er nemlig lidt svært at blive klog på, da der er tavshed fra kommunens side – så er det vildt, at man ikke har kunnet komme Søren Danig en smule i møde. Det vidner desværre om, at vi ikke passer godt nok på vores kulturskatte, og at vi ikke i tilstrækkelig grad sætter pris på de dygtige iværksættere og erhvervsfolk derude.
De er i høj grad med til at tegne Bornholm. Vi er simpelthen afhængige af, at der sker mange forskellige ting i vores samfund, ikke mindst når det handler om turistattraktioner, og uanset om der er tale om nye tiltag, der popper op, eller historiske skibe, der helst skal holdes i søen, så er det vigtigt, at vi giver dem vores opbakning.
Kommunen bør med det samme se på, om en fornyet dialog kan redde M/S Thor fra ophugning.