Ydmyghed er ikke den dyd, der først springer i øjnene, når vi betragter magtens skueplads, skriver præsten. Arkivfoto
Af: Tina Ravnsbjerg Damholt sognepræst i Østerlars Gudhjem Pastorat
Alt for ofte skurrer de mod den virkelighed, der følger.
Der findes en næsten obligatorisk frase i magtens indvielsesritualer.
Uanset om det er en nyudnævnt minister, en administrerende direktør eller en international leder, der træder frem i projektørlyset, hører vi ofte de samme ord: "Jeg går til opgaven med stor ydmyghed."
Immune
Vi er med rette blevet noget immune over for de ord.
For alt for ofte skurrer ordene mod den virkelighed, der følger. Ydmyghed er ikke den dyd, der først springer i øjnene, når vi betragter magtens skueplads.
Vi ser snarere selviscenesættelse, orkestreret af spindoktorer. Vi ser topmøder på afspærrede luksushoteller og en omhyggelig pleje af et image, der signalerer styrke, handlekraft og ufejlbarlighed.
Den afdøde, tjekkiske præsident Václav Havel talte indsigtsfuldt om "magtens fristelse" som: den gradvise proces, hvor embedets nødvendige privilegier glider over i personlig hævdelse, og hvor ydmygheden forsvinder i takt med, at afstanden til almindelige menneskers liv vokser.
En brutal korrektion
I dagene omkring skærtorsdag konfronteres vores kultur med en grundfortælling, der tilbyder en brutal og nødvendig korrektion til netop denne opfattelse af magt.
Det er beretningen om fodvaskningen. Scenen er forholdsvis kendt, men dens radikalitet er sjældent forstået.
En leder, Jesus, omgivet af sine disciple, gør det utænkelige. Han afklæder sig sin autoritet, symboliseret ved hans yderklæder, tager en simpel tjeners klæde på, knæler på gulvet og begynder at vaske snavset af sine følgeres fødder.
Dette er ikke blot en pæn, symbolsk handling. Det er en fuldstændig omstyrtelse af magtens logik. I en verden, der defineres af hierarkier og status, demonstrerer han, at sand autoritet ikke udøves fra et podium eller en trone, men fra gulvet. Magt er ikke at blive betjent, men at tjene. Styrke er ikke at hæve sig over andre, men at bøje sig ned for dem.
Hvordan bruges magtern?
Fortællingen insisterer på, at magt i sig selv ikke er problemet. Og der er magtforhold overalt – i politik, på arbejdspladsen, ja, selv i familien.
Spørgsmålet er, hvordan magten bruges! Bliver den et redskab til at fremme egne ambitioner og interesser eller til at tjene det fælles bedste? Magt korrumperer, når den mister ydmygheden i forhold til opgaven og de mennesker, den er sat til at tjene.
Når vi i dag ser verdensledere, der fremstår mere optagede af deres eget eftermæle og egen berigelse end af deres ansvar, eller som bruger deres position til at undertrykke kritik og belønne loyalister, så ser vi præcis den form for magt, som fodvaskningen dømmer ude.
Det er den magt, der har glemt, at dens eneste legitimitet ligger i tjenesten.
Denne gamle historie om fodvaskningen er ikke en opfordring til svaghed, tværtimod. At turde knæle kræver en fundamental styrke og en selverkendelse, som den oppustede og selvtilstrækkelige magt aldrig kan mønstre.
Den minder os om, at den virkelige test på en leders storhed ikke er, hvor mange der tjener ham, men hvor mange han er villig til at tjene. Det er en lektion, der er lige så relevant på magtens bonede gulve i dag, som den var på et støvet gulv i Jerusalem for to tusind år siden.
Pave Frans og Guds kærlighed
Den forrige pave, pave Frans, vaskede engang de indsattes fødder i et fængsel i Rom.
– Jeg knæler for hver enkelt af jer, sagde han, og vaskede 12 indsattes fødder. Otte af fangerne var katolikker, to muslimer, en ortodoks kristen og en buddhist. Fangerne var fra Italien, Filippinerne, Marokko, Colombia, Nigeria og Sierra Leone, som et stærkt symbol på at Guds kærlighed er større end alt, hvad vi mennesker har bygget op af religiøse og nationale grænser.
– Hvis konger, kejsere og statsoverhoveder havde fulgt Jesus’ eksempel, så havde vi ikke haft mange krige, har Pave Frans sagt i forbindelse med fodvaskningsritualet.
Jeg tror, han har en pointe.
"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift har mulighed for at skrive et synspunkt. Skribenterne står fuldstændigt frit i forhold til valg af emne og udtryksform.