Det er ikke let at være plejepersonale på Klippebo på Bornholm, når en beboer kører udover bagtrappen i kørestol og dør af faldet. Det er hård kost, når de pårørende efterfølgende anklager kommunen for at være årsag til dødsfaldet. Den kritik må personalet ikke tage til sig.
En beboer på Plejecenter Klippebo kørte i november udover en brandtrappe i kørestol og døde af sine kvæstelser ved faldet. Efter dødsfaldet har de pårørende rettet kritik af hændelsen og bedt kommunen undersøge, hvordan man fremover kan hindre sådanne ulykker. Kritikken skal vi være varsomme med, mens den fremtidige optimering er konstruktiv, ligesom reglerne på området er tossede.
Plejehjem er for mange en endestation i livet. Men man skal ikke dø før tid, bare fordi man bor på plejehjem. Forholdene skal være sikre, så de ældre ikke kommer galt af sted. Omvendt giver det ikke mening at spærre beboerne inde for at sikre dem et langt og trygt liv. Det er ikke værdigt for hverken beboerne selv eller det bornholmske fællesskab, som driver plejehjemmet og passer på de ældre. Derfor kan man aldrig sikre beboerne 100 procent.
Den fatale brandtrappe havde ifølge kommunens redegørelse for ulykken tidligere et sæt dobbelthåndtag, der besværliggjorde brugen af døren og dermed sikrede beboere mod at komme galt af sted. Den type løsning er i dag kun tilladt på yderdøre til risikable områder, og derfor var der ikke længere et sådan dobbelthåndtag til den farlige trappe.