Sikke et par mandfolk. Når Mathias Christiansen smasher fjerbolden i gulvet og giver sig ud i et sejrsbrøl, og når Magnus Cort råber "Fantastisk!" direkte ind i kameraet under Tour de France, så giver det gåsehud på armen og tårer i øjenkrogen. Der er grund til at være stolt af de to fornemme repræsentanter for den bornholmske sport.
Men altså, i år kommer ingen af dem til at vinde Bornholms Tidendes Sportspris, og det ville være en stor fed løgn at påstå, at prisen ikke befinder sig i et dilemma.
Magnus Cort laver for tiden præstationer, som til hver en tid fejer al modstand af banen, når det handler om den bornholmske sport, men komiteen har i år truffet beslutning om at give prisen til én, der bor her.
Det ville på en måde udvande sportsprisen, hvis man hvert år vidste, at – nå ja! – selvfølgelig går den til vores berømte cykelrytter, så derfor balanceres der på en knivsæg i forhold til at give prisen til ham eller til Mathias Christiansen for den sags skyld.
De er blevet hyldet flere gange – også med Bornholms Tidendes Sportspris. Og de fortjener al den hyldest, de overhovedet kan få. Men lige præcis i år – og måske igen næste år – nøjes vi med at hædre dem i spalterne og efterlader scenen til nogle af de andre sportsfolk, der på smukkeste vis giver den gas med de bornholmske farver på tøjet.