Den herlige duft af nyrøgede sild er repræsenteret sammen med 19 andre stykker kultur, der alle minder os om dejlige danske værdier. Listen favner både hverdagen og det mere finkulturelle, det moderne og det historiske. Hygge og tillidssamfundet står side om side med Bournonville-ballet og H.C. Andersen-eventyr, og udvalget byder på masser af kultur, som det er svært ikke at blive en smule stolt af.
Bornholm har sit naturlige ståsted i fortællingen, og vi kan selvfølgelig se os selv i mange af de andre forslag, der er blevet lagt frem, men det ville da være smukt, om vores røgerier, der ligger så fint ud til kysten, kunne finde vej til Unesco. Her handler det i bund og grund om at bevare og anerkende det, der er værd at give videre. Ikke bare til de næste generationer, men til vores verden.
Der er fart på verdenssamfundet i disse tider, og i de grundlæggende forandringer, vi står midt i, er det befriende at fejre det, der står fast: En røgeriskorsten på en smuk, blå himmel, en hotdog med det hele i pølsevognen, det hæderkronede danske foreningsliv eller sankthansbålet på en midsommeraften, hvor vi skråler i kor:
Vi elsker vort land.