Socialdemokratiet løber ikke fra budgetaftaler

Socialdemokratiet løber ikke fra budgetaftaler
Socialdemokratiet ville ikke give mandater til at lukke biblioteker. Foto: Anette Vestergaard
SYNSPUNKT | DEBAT | Fredag 6. september 2024 • 16:00
Af:
C Larsen-Jensen
K Lynn Jacobsen
M Fromseier Kjærgaard
SYNSPUNKT | DEBAT | Fredag 6. september 2024 • 16:00

S-gruppen i kommunalbestyrelsen afviser frygt.

I forbindelse med debatten om Arne Ullums forslag til redigering af budgetaftalen for 2025, udtaler Kirstine van Sabben, at Socialdemokratiet to gange er løbet fra budgettet.

Det må vi korrigere.

S står ved aftaler

Kirstine van Sabben sigter til aftalerne for budget 2024 om sammenlægningen af skolerne i Rønne og spørgsmålet om besparelserne på bibliotekerne.

Ingen af stederne er Socialdemokratiet løbet fra aftaler. Socialdemokratiet stod og står bag sammenlægningen af de to Rønne-skoler. Alle ved, hvad det gav af ballade. Beslutningen blev drøftet i Børne- og Skoleudvalget, og forældrebestyrelserne var ind over.

Vi valgte så den model, der var mest spiselig for forældrene. Vi er bevidste om, at det kan give en økonomisk manko, men omfanget er her og nu ikke endeligt kendt - men beslutningen om sammenlægningen består.

Den anden sag var spørgsmålet om bibliotekerne, hvor det blev besluttet at spare 378.000 kr. Det kunne blandt andet ske ved lukning af lokale biblioteker.

Fritids- og Kulturudvalget arbejdede i et halvt år på forskellige modeller, men hvor der ville blive lukket lokale biblioteker, og i høringsprocessen stod det klart, at det ville være ret uhensigtsmæssigt. Derfor skar Socialdemokratiet igennem og afviste lukning af lokale biblioteker, men stod og står fast på, at pengene i stedet skal findes indenfor det samlede biblioteksbudget.

At både stå fast og udvise respekt

For os handler det om, at de indgåede aftaler holdes, men at udmøntningen godt kan være lidt anderledes i respekt for de mennesker, der skal leve med beslutningerne.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT