Samtidigt højner det niveauet af Paradisbakkeskolen, som er en folkeskole, der nu står som et stærkt alternativ til to privatskoler i området, hvor Bornholms Regionskommune har nedlagt stribevis af små folkeskoler.
Ingen argumenter!
Der findes ingen acceptable argumenter for lukningen af Madskolen.
Vores lokalpolitikere har ikke engang interesseret sig nok for initiativet til at undersøge effekten heraf. Paradisbakkeskolen ligger jo langt fra Rønne - så WHO CARES?
I en kommune, hvor man i mange, mange år tørt har kunnet konstatere, at trivslen blandt vores børn og unge er kritisabelt ringe, så vælger man at skrotte de få initiativer, der trods alt søsættes. Og NEJ - vi kan ikke vente med at forbedre trivslen til vores børn er teenagere og kan tage sig et fritidsjob.
Minimumskrav
Vi har på Bornholm stærkt brug for, at vores børn trives i deres skoletid. Vi har brug for, at alle børn har de bedste muligheder for en god start på livet ved at få de bedste betingelser for at få en god, basal uddannelse.
Det burde være et minimumskrav, at vi sikrer os, at vores børns tid i folkeskolen er god. Hvorfor er det blevet til en luksusvare, hvis vores børn blot gennemfører folkeskolen?
I FNs Børnekonvention står blandt andet, at børn har ret til at lege, gå i skole, få mad, sige deres mening - tænk, vi skal nøjes med et så lavt niveau her på Bornholm.
Det er en ommer!