Senest var vores sundhedsminister, Sofie Løhde, på Folkemødet i min by og fortalte smilende om de mange nye læger, der vil komme ud i vandkantsdanmark.
Men nu klapper vi ikke længere…
Lovpakke 2, som er næste trin i sundhedsreformen, indeholder desværre elementer, som med stor sikkerhed vil udtynde Bornholm yderligere for praktiserende læger.
Man vil fratage de praktiserende læger rettigheder og muligheder for selv at bestemme og planlægge deres arbejde i egen klinik, og det er jo netop den mulighed for at få foden under eget bord, som virker tiltrækkende på de 80 % af de kommende praktiserende læger, der gerne vil være selvstændige i egen praksis.
Man vil centralisere magten og bestemme åbningstider, hvor mange patienter vi skal passe, og fjerne vores indflydelse på, hvilke arbejdsopgaver vi skal varetage — samt fjerne vores klagemuligheder.