Hvis I mener I kan gøre det bedre selv, så køb alle ydernumrene tilbage og lav regionsklinikker

SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 4. august 2025 • 11:02
Af:
Morten Jørgensen
praktiserende læge
SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 4. august 2025 • 11:02

Så kan I bestemme alt, hvad I har lyst til. Dette må vel være det eneste rationelle, hvis I kan gøre det bedre og billigere? skriver en ny praktiserende læge i et åbent brev til Lea Wermelin.

"Kære Lea

Jeg er nynedsat praktiserende læge i region Syddanmark, Odense. Jeg har været her i knap et års tid, og jeg er glad for det.

Jeg skriver til dig, da jeg har læst/set dine udtalelser til TV2 Bornholm.

Styring - og virkelighed

Du mener, at detailstyring er nødvendigt - blandt andet ved at bestemme vores åbningstider.

Når jeg sidder klokken 18:00 med min patient og har brug for et godt råd telefonisk fra kollega på sygehuset, hvem skal jeg så ringe til? De er alle gået klokken 15:00 senest, og det er kun akutmodtagelsen, som har åbnet.

Når jeg henviser patienten til sygehuset til yderligere undersøgelser, er det igen i tidsrummet fra 8-15, at de kan tilbyde hjælp.

Hvis patienten skal have foretaget blodprøver efter 15:00, så er dette ej heller muligt, da sygehuset ikke henter blodprøver senere, og de vil nok heller analysere dem trods, at de modtog dem direkte fra mig, da laboratoriet er gået hjem, og det nu kun er akutte blodprøver, som modtages.

De patienter, som har mest brug for os, og hvor vi yder den største hjælp, er de kronisk syge. Langt størstedelen af disse er pensionerede og kan fint komme til os imellem 8-16.

Det er nok de færreste af dem, som egentlig gerne vil komme klokken 18:00.

Lægemangel

Du siger selv, at der mangler praktiserende læger i Danmark nu. Men er det ikke regeringen selv, som har kunne styre hvor mange, der blev uddannet fra universiteterne og hoveduddannelserne? Det er vel dårlig styring af disse parametre, som har bragt os i denne situation? Altså noget som læger generelt ikke har indflydelse på.

At i kan styre, hvor der åbnes nye ydernumre er fint. En generel afgrænsning af hvad almen praksis skal tilbyde af ydelser er også fint, men når det bliver/kan blive et diktat fra jeres side af, hvad vi skal lave, og hvad vi skal have for det, vil de fleste nok være lidt utrygge.

Du er med på, at vi er private erhvervsdrivende, som I har en aftale med? Hvis I mener I kan gøre det bedre selv, så kan I vel købe alle ydernumrene tilbage og blot lave regionsklinikker selv. Så kan I bestemme alt, hvad I har lyst til.

Dette må vel være det eneste rationelle, hvis I kan gøre det bedre og billigere?

Hvorfor blive praktiserende læge?

I forhold til det, som du siger, med, at der kommer flere praktiserende læger til.

Der er 39 medicinske specialer, som man kan vælge i Danmark.

Hvorfor skulle de yngre læger vælge et speciale, hvor de skal være arbejdsgiver, med alle de udfordringer, som det medfører som for eksempel sygemeldinger, krav fra regionen, kurser, revisormøder og computerproblemer, når man blot kan vælge et andet speciale og blive ansat på sygehuset?

Der er allerede flere i min omgangskreds, som står til at købe sig ind i praksis, og som nu har valgt at være afventende. Der er flere ældre kollegaer, som ikke ønsker at forsætte med at drive praksis.

Vil alle 3400 forsvinde? Nej da, men hvis blot 20 % forsvinder, og der ikke kommer nye til, så ser det skidt ud for patienterne.

Hvis man ikke gjorde noget radikalt i forhold til praksis, så vil vi nok forsat kunne trække folk til og over de næste 10 år få de 5000 praktiserende læger, som der håbes på og få dækket "Udkantsdanmark" ind med ordentlige lægedækning.

Mig personligt

Rent personligt er også jeg begyndt at se på, hvad man ellers kan lave efter den 1/1-27.

Skal jeg kontakte et forsikringsselskab og byde konsultationer i min praksis? Skal jeg reklamere for behandling for testosteron, hårtab, overgangsalder og vægttabsmedicin? Eller bliver det en helt tredje ting?

Jeg havde virkelig ikke forestillet mig andet end, at jeg skulle være praktiserende læge de næste 35 år indtil, at jeg gik på pension. Dette er jeg nu meget tvivlende overfor.

Jeg håber, at I vil lytte nu i stedet for blot at diktere, som som det skete med lærerkonflikten samt sygeplejekonflikten.

Dette har ikke umiddelbart ført til større indflux af sygeplejersker eller lærere så vidt jeg ved.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT