Kæmper du også lidt med fodboldfeberen i de her dage? Normalt er det noget skidt at blive ramt af feber, men når vores herrelandshold i fodbold spiller med i VM-slutrunden mod en række af verdens bedste fodboldnationer, så vil man gerne rammes af den, fodboldfeberen.
Men desværre er hele VM-slutrunden på forhånd blevet ødelagt af, at det er Qatar, der er værtsnation. I et korrupt spil har ørkenstaten fået tildelt verdensmesterskaberne af det internationale fodboldforbund Fifa, og historierne om mange tusinder af døde migrantarbejdere, mangel på menneskerettigheder, homofobi og kvindeundertrykkelse lægger en kæmpe dæmper på det her skammens VM.
Tirsdag åbner Danmark slutrunden med sin første puljekamp mod Tunesien. I slutningen af sidste uge fandt vi ud af, at den og alle de andre kampe bliver afviklet uden øl på tribunerne, og i går måtte de landshold – herunder Danmark – som på forhånd havde proklameret, at deres anførere skulle iføre sig anførerbind med regnbuefarver, så droppe den idé. Udsigten til, at spillerne fik gule kort for at bære anførerbindet, var for meget, og så blev også denne lille "protest" lukket ned.
Hvad gør vi som forbrugere? Lukker vi øjnene for uhyrlighederne og tænder for fjernsynet? Eller boykotter vi hele VM-slutrunden, fordi "så kan de lære det"?