Leder: Se at få styr på spildevandet

Leder: Se at få styr på spildevandet
Her fra bladhuset i Nørregade ser det ud til, at mejeriet ikke har haft travlt med at redde vores natur og bringe spildevandsforholdene op på et forsvarligt niveau. Foto: Jens-Erik Larsen
LEDER | KLEMENSKER | ABONNENT | 30. SEP 2021 • 05:30
LEDER | KLEMENSKER | ABONNENT
30. SEP 2021 • 05:30

Mejeriet sløser med vores miljø, når de ikke får spildstilladelsen på plads.


Døde karper, forurenet Præstemose og hemmelige søer med overlevende dyr.

Miljøskandalen i Præstemosen har alt, hvad der skal til for at fortælle en forfærdelig bornholmsk historie. Døde dyr, miljøsvineri og sjusk.

Det kan ske for alle, at man fejler. Når det sker, vil Tidende selvfølgelig altid være på pletten og berette. Men gør man skaden god igen og sikrer sig, at det heller ikke sker igen, så kan vi alle trygt leve videre.

Mejeriet, som er en af vores vigtige virksomheder på Bornholm, udledte ulovligt spildevand i naturen omkring sig i november 2020. Spildevandet slog størstedelen af dyrene i Præstemosen ihjel. Umiddelbart efter fik mejeriet to påbud fra Bornholms Regionskommune, som de efterkom hurtigt. I januar måned i år bad Bornholms Regionskommune mejeriet om at få styr på en lang række forhold for, at mejeriet kunne få en ny spildevandstilladelse.

De forhold er stadig ikke bragt på plads. Ifølge lederen af Natur og Miljø i regionskommunen, Michael Brandt-Bernbom, forhandles der stadig om detaljerne.

Det er ganske givet komplekse forhold at have styr på sit spildvand. Derfor bad kommunen også mejeriet om først at være klar til august i sin januarskrivelse. Men det er ikke sket. Mejeriet har rettet ind efter de påbud kommunen kom med umiddelbart efter ulykken. Men hele den ramme, der skal sættes for mejeriets spildevandsomgang med vores natur, er ikke på plads.

Ifølge både kommune og mejeri er sagen så kompleks, at begge parter har hyret rådgivere for at kunne håndtere den. Mejeriet har dog endnu ikke taget reelle initiativer til at rette op på spildevandet – udover de to påbud. Ifølge mejeridirektør Per Olesen forventer alle parter først at komme på plads med en spildevandsrevision i november.

Adspurgt om man har gjort spildevandstiltag inden da, svarer mejeridirektøren undvigende: Selvfølgelig kigger vi på tingene løbende. Vi er ikke interesseret i at genere nogen, så derfor har vi været inde at kigge på, hvordan vi kan optimere.

Her fra bladhuset i Nørregade ser det ud til, at mejeriet ikke har haft travlt med at redde vores natur og bringe spildevandsforholdene op på et forsvarligt niveau. Først et år efter ulykken har man planen klar, og så skal der handles.

Træd på speederen og ræk hånden ud til Præstemosen. De har brug for hjælp til at reetablere naturen efter miljøsvineriet.