Leder: Espersen har et russisk problem

Leder: Espersen har et russisk problem
LEDER | ABONNENT | 26. FEB 2022 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | ABONNENT
26. FEB 2022 • 05:30

Hvad gør man som gammel, hæderkronet virksomhed, når man pludselig står med en stor fabrik med 100 medarbejdere midt i et land, der har vist sig at være endnu værre, end man kunne forestille sig?


Vi har grund til at være stolte af Espersen. Det er historisk set en bornholmsk mastodont og et erhvervseventyr, som via fiskeindustrien har brødfødt generationer af bornholmere, og som stadig er en stærk spiller både lokalt, nationalt og internationalt.

Men hvad skal vi tænke om, at virksomheden har store interesser i Rusland og blandt andet forsyner landets cirka 800 McDonald's-restauranter med indhold til fiskeburgeren Filet-O-Fish?

Vi vidste det nok godt inderst inde, men at Rusland alligevel har vist sig at være så stor en skiderik, som Putin og co. i disse dage med invasionen af Ukraine sætter en tyk streg under, at de er, det overrasker.

Det er en utilstedelig og uforståelig opførsel, som man skulle mene, at vi i 2022 ikke længere skulle opleve.

Men hvad gør man egentlig, når man som hæderkronet bornholmsk virksomhed finder ud af, at man driver stor forretning i et land med disse invasive tilbøjeligheder over for et naboland?

Automatreaktionen er jo klar. Selv den mest liberale af de liberale danske politikere, LA-leder Alex Vanopslagh, mener det: "Det må og skal ikke være hensynet til erhvervslivet herhjemme, der står i vejen for at gennemføre de hårdest mulige sanktioner mod Rusland", skriver han på Twitter.

Ergo må man mene, at Espersen – blandt mange andre – fuldstændig bør trække stikket i Rusland, vel vidende, at det ikke er nemt.

Men hensynene er selvfølgelig mange, og Espersens sociale ansvar fornægter sig ikke. Ifølge direktør Klaus B. Nielsen ønsker man blandt andet at passe på sine cirka 100 medarbejdere og deres familier, og der er det selvfølgelig en vigtig pointe, at selv om Ruslands leder er en klaphat af rang, så findes der stadig millioner og atter millioner af fornuftige mennesker i det store land.

Derudover tæller Espersens egen russiske millionsatsning også i regnskabet. Siden 2014 har virksomheden været til stede i byen Veliky Novgorod, og først efter fem år begyndte investeringen at betale sig, kunne mediet FødevareWatch berette for et par år siden. Det vil med andre ord formentlig være rigtige mange penge, som Espersen skulle smide ud af vinduet, hvis de skulle handle efter den umiddelbare følelse og enten lukke eller sælge forretningen, før den for alvor er løbet i gang.

På overfladen ligner et russisk farvel det eneste rigtige for Espersen, men som det er tilfældet med det meste her i verden, så er der mange nuancer, aspekter og hensyn at have med.

FÅ ABONNEMENT