Klumme: Memento Mori – og sig duuuuuut!

Det er sket utallige gange igennem efterhånden mange måneder.

Jeg er på arbejde, min telefon ringer, jeg tager den:

– Torben Østergaard, siger jeg.

Og det er sådan set ikke engang pral. Det er jo rent faktisk mig, og hvor jeg derhjemme bare siger mit fornavn, synes jeg, at det er mere korrekt at præsentere mig med om ikke mit fulde navn, så dog to tredjedele, når jeg er på arbejde – uden at det skal ses som et udtryk for den mængde energi, jeg tildeler min arbejdsgiver, vil jeg gerne tilføje, den ligger nemlig uhyggeligt nær 100 procent af det mulige.

Det er ikke det faktum, at min telefon ringer, der er temaet her, for det sker trods alt endnu flere utallige gange end følgende fænomen:

Telefonen ringer, jeg præsenterer mig, og der bliver stille i røret.

– Hallooo, siger jeg så, og stemmen i den anden ende siger:

– Nå! Undskyld, jeg troede, det var en telefonsvarer!

– Nejnej, det er skam mig, skynder jeg mig at sige, inden stemmen efterspørger en hyletone.

Nogle morer sig over misforståelsen, andre siger, at dét var da en professionelt troværdig måde, jeg præsenterede mig på, med så neutral en stemme, mens atter andre lyder nærmest skamfulde, hvilket trods alt forekommer mig helt unødvendigt, det er jo ikke dem, men snarere mig, der er noget galt med, vurderer jeg.

På et tidspunkt ringede telefonen, jeg præsenterede mig, og det skete igen. Stilhed, "hallo?", "nå, jeg troede, det var en telefonsvarer!".

Det viste sig at være en god ven, og end ikke han sporede altså så meget kød, blod og livsgnist i min stemme, at han kunne registrere, at det var den levende udgave, han havde fået fat i frem for en maskinelt lagret.

Jeg ved faktisk ikke engang, hvor sådan nogle stemmer med efterfølgende hyletoner lagres i vore dage, men i gamle dage lå de jo på en lille båndoptager. Og faktisk var det X Factor-dommer Thomas Blachmans far, der opfandt den første anvendelige telefonsvarer, men det er en helt anden historie. Duuuuut.

Kammeraten og jeg snakkede lidt om fænomenet med de mange misforståelser, og jeg bedyrede, at fremover ville jeg gøre et eller andet smådrastisk for at lyde mere livfuld, imødekommende og til stede, når jeg præsenterede mig. Måske tilføje nogle ord:

– Torben Østergaard til tjeneste, hvad kan jeg hjælpe med? Sig blot frem.

Dernæst talte vi lidt om vind og vejr og sagde farvel. Cirka 30 sekunder senere ringede telefonen igen.

– Torben Østergaard.

Pause.

– Hallo?

– Nå! Undskyld, jeg troede …

Det var en kilde, som jeg endda havde talt med lidt tidligere på dagen, men igen: Mit maskinelle, lidt kolde udtryk fornægtede sig åbenbart endnu engang ikke.

Var det dig, der her forleden skrev i Tidende,
at vejret til Folkemødet ville blive ringe?
Jeg har da aldrig i min levetid læst noget
ramme så langt uden for skiven

En dag ikke så længe efter begyndte jeg imidlertid frem for at overveje, hvordan jeg kunne præsentere en livfuld tilstedeværelse i telefonen, at tænke på, om ikke jeg i stedet skulle finjustere misforståelserne til egen fordel.

Egentlig er det jo ikke alle telefonsamtaler, man føler et decideret intenst ønske om at havne i. Så hvad om jeg bare lurelyttede lidt til, hvad folk sagde, når de troede, de skulle lægge en besked, og så kunne jeg efter forgodtbefindende bekende kulør:

– Hallo, jeg er lige her!

Tanken opstod, da jeg modtog nedenstående besked på skrift. Det kunne jo sådan set ligeså godt have været en læser, der frem for at skrive til mig, valgte at ringe til mig for at fortælle mig ét og andet om mine evner i udførelsen af mit erhverv, og her, tænkte jeg, ville det have været fint bare at sige "duuuuut", og så modtage beskeden uden at indgå i en nærmere dialog.

Tekstbeskeden indløb på baggrund af, at jeg op til Folkemødet talte med DMI, og den vagthavende meteorolog advarede om masser af regn under demokratifestivalen, hvilket jeg under overskriften "Husk paraplyen til Folkemødet" informerede læserne om lørdagen inden, det skulle gå løs om torsdagen.

Forudsigelsen om vejret holdt ikke stik. Så langt fra. Der var snarere hedebølge under Folkemødet, og det var altså på den baggrund, jeg modtog følgende besked:

"Hvaaa, var det dig, der her forleden skrev i Tidende, at vejret til Folkemødet ville blive ringe? Jeg har da aldrig i min levetid læst noget ramme så langt uden for skiven. Det grænser jo til det, The Donald ville kalde for fake news. Er det virkelig, hvad du har lyst til at blive husket for i dit journalistiske virke, at du ramte så meget ved siden af?!".

Her må det nødvendigvis indskydes, at jeg jo ikke er herre over de svar, jeg får, men kun spørgsmålene jeg stiller, når jeg taler med en meteorolog, men ikke desto mindre var tonen i ovenstående skriftlige henvendelse af en sådan karakter, at hvis den var blevet leveret mundtligt, havde jeg egentlig ikke lyst til at være til stede.

Det havde været bedre med et "duuuut" at have ladet afsenderen tro, vedkommende lagde en besked på en telefonsvarer, og så kunne jeg bare lige så stille lægge røret på og undgå en verbal meningsudveksling.

Der må trods alt være grænser for, med hvilke ubehøvlede personager man skal bruge sin sparsomme tid.

Og sådan kan der være så mange ting, der gør det taktisk klogt som udgangspunkt bare at præsentere sig med et "duuuut".

Memento Mori i den anledning.

Ja, egentlig er memento mori latin for "husk, at du skal dø!", og det er bestemt også en vigtig pointe. Når man husker sig selv på dette triste faktum, kan det også stå lysende klart, at det ikke er alle i denne verden, man ønsker at tale i telefon med i den stakkede frist, man har, inden lyset slukkes.

Lige her er det dog ikke dét memento mori, der er mit ærinde, men derimod at der ikke skal mere end en lille sætning til, hvis den er formuleret på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted, før man havner i uføret.

Eksemplerne er legio, tænk på Jørgen Leth: "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret" – og så røg han ud i kulden i nogle år.

Eller Pia Kjærsgaard: "Måske er det alle klima … hvad er det nu, man kalder dem – klimatosser? Nej, alle dem, der alene går op i klima".

Så var hun til grin og stemplet i nogle år.

Af mere historisk karakter var der Neville Chamberlain, som underskrev en aftale med Hitler og erklærede "peace for our time", fred i vor tid, kun et år inden udbruddet af Anden Verdenskrig, hvilket har fået ham til at fremstå ret så naiv i eftertiden.

Internationalt set kunne man også nævne Donald Trump, som sagde … nej, det går for vidt. Det er helt umuligt at vælge blandt alle de idiotiske ting, han har sagt.

Men når jeg i denne sammenhæng skriver "memento Mori" – med stort M i Mori – referer jeg ikke til betragtninger om vores alle sammens dødelighed, men til Yoshiro Mori, som er endnu et eksempel på en hurtig deroute. Så husk endelig på ham.

I begyndelsen af årtusindet var han Japans premierminister, nu er han mest kendt for, at han i februar 2021 måtte trække sig som chef for Japans organisationskomité for OL i Tokyo. Det skyldtes, at han kom galt af sted, da han udtalte sig nedsættende om kvindelige bestyrelsesmedlemmer:

"Hvis vi øger antallet af kvinder i bestyrelsen, så er vi nødt til at være sikre på, at deres taletid bliver delvist begrænset. De har svært ved at stoppe, og det er irriterende".

Dét var godt nok dumt sagt! Uanset om han mente det eller ej.

I starten nægtede han at trække sig tilbage, og det er i den situation, jeg gætter på, at han er endnu et eksempel på en person, som har haft nogle dage, hvor han havde mest lyst til at sige "Yoshiro Mori, duuuuut", når hans telefon ringede, så han kunne finde ud af, om der var tale om en irriterende journalist, som ville bore i hans forhold til kvinder, eller om det eventuelt var et mere fredeligt opkald, som han gerne ville besvare, og hvor han ikke risikerede at blive afbrudt i sin talestrøm af en langtsnakkende kvinde.

Det er helt ækvivalent med mine egne overvejelser i forhold til respit, når telefonen ringer, ihukommende at der er masser af mulige faldgruber, som betyder, at man i et ubevogtet øjeblik kan gøre sig selv til skydeskive for alverden. Og det er altså inklusive vejrudsigter, uagtet man ikke er personligt ansvarlig for dem, men blot refererer dem.

Hvad lige præcis dét angår, kan jeg her afsløre, at når min søn ringer til mig, vil jeg i fremtiden være ekstra opmærksom. Indledningsvist vil jeg naturligvis sige "det er far" – jeg kan jo genkende hans nummer – men hvis han begynder på en klynkehistorie om, hvor hårde tider det er, og der er en hel uge tilbage af måneden, og han har ikke flere penge, og han skal også passe sine historiestudier, så vil jeg i al hast tilføje "læg en besked efter hyletonen – duuuuuut".

Jeg er jo trods alt nødt til på en eller anden måde at få givet igen oven på hans lige lovlig kække besked til mig, hvor han spurgte, om det var dét, jeg gerne ville huskes for i mit journalistiske virke: Vejrudsigten ved Folkemødet 2021.

TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

er journalist på Bornholms Tidende, idet han i slutningen af 2002 flyttede fra København til Bornholm.

Man er altid velkommen til at ringe sig til ham med spørgsmål eller problemstillinger, som han kan bidrage til at besvare eller belyse. Duuuuut.