Kaas: Et kvæk ind i fremtiden

Klokkefrøen uddøde på Bornholm i 1942. Nu kæmper lokale ildsjæle for at genskabe dens levesteder – og noget, der er meget større: Vores forhold til naturen.

Klokkefrøen kommer ikke til at redde vores klima, og den bliver heller ikke frontfigur for en ny og bedre verdensorden. Men den repræsenterer noget vigtigt: En spirende erkendelse af, at vi mennesker ikke altid har passet godt nok på naturen, og at der nu skal gøres noget.

Helle Bay Eriksen og Nina Stork har med deres initiativ, som altså handler om at få den lystigt kvækkende klokkefrø tilbage i den bornholmske natur, sat en langsigtet plan i gang. Hvis alt går vel, har vi klokkefrøer i naturen på nordlandet i 2028, måske 2029. Man kan håbe, at vedholdenhed og tålmodighed kommer til at betale sig.

Klokkefrøens exit skyldes primært tab af levesteder og ændringer i vores landskab. Det hænger sammen med den måde, vi har brugt naturen på gennem årtier, og de lavvandede, solbeskinnede vandhuller med græsning omkring, som tidligere fandtes i rigt mål, blev op gennem 1900-tallet for få.

Udvikling af byområder, store anlægsprojekter og et ekspanderende landbrug har presset ikke bare frøerne, men vores natur og klima generelt, og det er glædeligt, at der i dag opstår initiativer, som både sætter fokus på tidligere tiders fejltagelser og forsøger at rette op.

Der er sten i skoen, og det ved initiativtagerne til klokkefrøens længe ventede comeback også: Bureaukratiet bliver tungt, og sagsbehandlingen bliver langsom. Projekter af den her art kan let blive kvalt af papirarbejde, hvis viljen ikke følger med hele vejen rundt.

Derfor er det helt essentielt med en fælles erkendelse af, at der skal ske noget.

Vi har brug for naturen. Naturen har mere end nogensinde brug for os. Den sidste klokkefrø kvækkede formentlig i Rø Plantage i 1942, men hvis vi kan trække i samme retning, kan vi skabe de forhold, der får dén og forhåbentlig meget andet herlig natur tilbage.