Rådet for Sikker Trafik siger i artiklen, at bussen er et sikkert transportmiddel, men at man selvfølgelig skal bruge selen, når man tager den. Det er lovpligtigt.
Derudover bemærker chefkonsulent Pernille Sjølund Ehlers fra rådet, at det er "en super god idé", hvis chaufføren på bussen faktisk griber mikrofonen og opfordrer sine passagerer til at tage selen på.
Dén opfordring burde være nem at imødekomme – og skal hermed gives videre til Kombardo Expressen. Selv om det ganske vist lovgivningsmæssigt er nok at formidle selen i små piktogrammer, som det sker nu på kombardobusserne, så er det da en rigtig god idé at gøre mere udførligt opmærksom på, at det er en dårlig idé at køre af sted på motorvejen uden sele.
Lad os få sikkerheden i top – også når vi sætter os sammen i en stor bus. Ud over at det kan spare dig for en stor bøde, hvis politiet skulle få lyst til at kigge på problemet, så har vi at gøre med en simpel handling, hvor du ganske nemt kan gøre en forskel for egen og andres sikkerhed.