Jeg påberåber mig min ret til at føle mig diskrimineret

Hvis man smider alle de sorte præster ud af Folkekirken, hvor skal jeg så gå hen for at få en kristendomsforståelse, som svarer til min opfattelse.

Folkekirken står igen i skudlinjen, især de såkaldte ”sorte præster”. Jeg er en af de personer, som sidder i et menighedsråd og tager et ansvar. Folkekirken siges at være rummelig, og jeg vil i rummelighedens navn have lov til at vælge en præst, der tror på den klassiske kristendom.

Ifølge en artikel i denne avis udtaler Lærke Piilgaard, som er elev på Campus Bornholm og medlem af folketingspartiet Frie Grønne, at loven skal laves om, så præster, der ikke vil vie homoseksuelle, ikke længere kan arbejde i den danske folkekirke. Dette vil efter min mening svare til, at personer i hospitalsvæsnet, som ikke vil deltage i fri abort, skulle afskediges (se fakta red).

For mig ser det ud til, at de ”regnbuede farver” er blevet ”sort-hvide”. De homoseksuelle vil efter lovgivningen altid kunne finde en præst, der vil vie dem.

Men hvis man smider alle de sorte præster ud af Folkekirken, hvor skal jeg så gå hen for at få en kristendomsforståelse, som svarer til min opfattelse. Så er der kun en mulighed, nemlig at melde sig ud af Folkekirken og melde sig ind i en frikirke.

Hvor er ”de regnbuedes” tolerance blevet af. Det hellige mantra er åbenbart, at mindretal altid har ret, når de føler sig diskrimineret.

Jeg føler mig diskrimineret og vil derfor påberåbe mig min ret til at føle mig diskrimineret. Jeg tilhører åbenbart et forfulgt mindretal, som bakker op om ”de sorte præster”. Hvis der ikke er mangfoldighed i Folkekirken, så er der heller ikke plads til mig.

Jeg tager min tro alvorlig, og ligesom ”de sorte præster” er bundet af deres samvittighed, således er jeg også bundet af min samvittighed.

Hvis ”de sorte præster” smides ud af Folkekirken, så er der åbenbart ikke plads til den klassiske kristendom, men så ender vi i en kulturkristendom, hvor præsterne bliver ceremonimestre, der må logre med halen alt efter menighedens eller statens forlangender.

Fakta: Sundhedsloven paragraf 102