Hvad det nye år vil bringe

I dagens Inden Søndag kommer skribenten om årets indhold.

Første søndag i advent begynder et nyt kirkeår. Det betyder hygge, lys og forventning. Men det er også tiden, hvor solens bane er kort.

Også mentalt kan adventstiden være mørk for dem, der er tyngede af sorg, savn! Der er brug for nærvær, omsorg og støtte. Og mere end noget andet er der brug for et budskab, der kan løfte og give håb.

Det rejser spørgsmålet: Hvad betyder ordet kirke? Det kommer af det græske kyriaké. Det betyder ”det, der hører Herren til”.

Det er en tanke værd, hvor vi ellers understreger, at det er folkets kirke. Sandt er det, at kirken er for hele folket! Men ejerskabet er Guds! Også kirkeåret er for folket, men det tilhører Gud. Derfor synger vi med Grundtvig ”Vær velkommen Herrens år”.

Hvad er så kirkens rolle i det nyt kirkeår? Opgaverne er mangfoldige som selve livet, men det kan alligevel samles i to hovedopgaver:

1. Kirken skal leve med i folkets virkelighed og lytte

Hvad trænger sig på i vor senmoderne tid?

Hører kirken efter?

Sandt er det, at der skal gode ører til, for de, der råber, gør det ofte ved deres tavshed! Præsten må lytte for at vide, hvor skoen trykker. Denne opgave ligger i det gamle kirkelige begreb sjæle-sorg. Det vil sige sjæle-omsorg.

Kirken skal høre efter, før den handler eller taler!

Søren Kierkegaard siger: ”Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske et bestemt sted hen, må man først passe på at finde ham der, hvor han er og begynde dér…. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg kunne forstå mere end han – men dog først og fremmest kunne forstå, det han forstår.... al sand hjælpekunst begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under, den han vil hjælpe –ikke at være den herskesyge, men den mest tålmodige..” Kirken skal ikke kun lytte til de høje råb i TV-debatter eller de sociale medier, men de tavse nødråb. Kirkefaderen Augustins samler det hele i sin berømte sætning: ”Gud, du har skabt mig, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig”.

Det gælder tavse og højtråbende.

Kirken har tabt terræn

Meget af den hjælp, som før blev varetaget af kirken, er overgået til psykologer, psykiatere og behandlere.

Spørgsmålet er så, om disse kan yde det, som vi tørster efter? Den tyske teolog Didrich Bonhoeffer, som satte livet til under nazismen, siger: ”Selv den største psykiatriske el. psykologiske indsigt, begavelse eller erfaring er ikke i stand til at fatte dette ene: Hvad synd er. Den kender til nød, svaghed og svigt, men den forstår ikke, hvad der ligger i menneskets gudløshed! Derfor ved den heller ikke, at det er ved sin synd alene, mennesket går til grunde, og at det kun kan helbredes ved Guds tilgivelse.” (Citat fra bogen: Fællesskab af Bonhoeffer fra 1958).

Her er vi ved kernen: at lede mennesker til hvile og tryghed ved syndernes forladelse. Denne analytiske opmærksomhed er baggrunden for det, der er kirkens hovedopgave:

2. Kirken skal forkynde Evangeliet til tro, glæde, trøst og håb

Når vi i det nye kirkeår kalder til gudstjeneste, så er det ikke et selvvalgt program fra præstens side.

Nej, der er tale om et givet budskab. Det er ikke hvad som helst. Det står ofte som korrektiv til tidsånden, og det siger det, som kirkegængeren ikke kan sige sig selv.

Gennem kirkeårets evangelietekster inviteres vi på vandring sammen med ham, der blev født julenat, for da han blev voksen, så både lyttede og talte han til folket. Vi taler om ”Det levende Guds ord”, for troen kommer af det, som høres. Og det som høres kommer af Kristi ord (Paulus).

Kirkens forkyndelse må være Kristocentrisk

Kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen, som har udsmykket mere end 60 nordiske kirker og malet altertavlen i Sct. Nicolai, havde et afklaret syn både på forkyndelsen og kirkekunsten: ”Kirkens kunst skal - som forkyndelsen - være Kristocentrisk, ellers har den intet i kirkens rum at gøre.”

Efter reformationen blev Bibelen oversat til dansk, og der kom en prædikestol i kirkerummet. For nu skulle der prædikes på modersmålet. Derfor indeholder alle kirkeårets tekster ord af og om den Gud, der blev menneske. Han gik ud til folket, for han lyttede: ”Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig,” spurgte han. Sådan bragte han trøst og håb til et folk i både ydre og indre armod.

Kirkeåret er bygget op om jul, påske og pinse. For han gik bag om alle magtstrukturer i syndefaldets verden, hvor vold og magtmisbrug skriver dagsordenen. ”Han gik omkring og gjorde vel, helbredte alle slags sygdomme, oprejste de nedslåede, tilgav de skyldige og bragte de faldne på fode.”

Han var og er stadig hyrden, lægen, behandleren, trøsteren, ny-skaberen! Det skal kirken forkynde.

Kirkeårets hovedbudskab

Julenat lyder et budskab, som sprænger alle andre hjælpeprogrammer, for den inkluderer alle folk. Langfredag bærer han al verdens skyld. Påskemorgen går han bag om – og besejrer - dødens magt. Og Pinsedag etablerer Gud sit evangeliske program i verden.

Det er, hvad kirken er her for, og hvad præsten skal prædike! For præsten taler til hele folket – ikke kun til de politisk korrekte, ikke kun til de rettroende.

Nej evangeliet omfatter børn og voksne, fattige og rige, mænd og kvinder, homofile og lesbiske, retlinede og kriminelle. Det er det, der adskiller evangeliet fra alle ideologier. Gud elsker verden – det vil sige mennesket i den syndige verden. Ikke synden, ikke egoismen, ikke volden, ikke løgnen, men han elsker mennesket! Derfor er evangeliet et korrektiv til selvgodheden og al ideologisk afsporing.

I kirken får tilhøreren flyttet vægten bort fra sit ego over til sin næste. Som Martin Luther udtrykker det: ”Du er stillet i en dobbelt relation. Du er stillet over for Gud og stillet over for din næste”.

Prædikenteksten til sidste søndag i kirkeåret efter 2. tekstrække indbyder alle, der ikke magter at bære byrden: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. ( Mat. 11). Den indbydelse skal kirken bringe videre gennem hele kirkeåret.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift får mulighed for at skrive et indlæg - denne gang er det den tidligere provst. Skribenterne står helt frit i forhold til valg af emne og udtryksform.